#35 Claus A fra Aarhus

Der er dele af Claus’ historie som man ville tro var løgn, hvis man ikke vidste at hvert ord er sandt! Claus A er 68-år og har været ædru siden 2003. Hans hjemmegruppe i AA er nykommermødet om tirsdagen i Aarhus. Vi mødtes på min tur i Jylland i starten af november og jeg er glad for at kunne dele hans vise ord og erfaringer med jer for Claus er en mand der tager sit liv på sig, både når det er godt og når det er skidt.Vores samtale handlede om at nå sin bund, forståelsen af at ikke kunne drikke eller bruge længere, samt erkendelsen af at bunden er en konsekvens af at have truffet rigtig mange dårlige valg som bringer én længere og længere ud på en dårlig glidebane – ikke blot som offer for omstændigheder. Og om at tage fat på den kæmpe udfordring at rydde op for at gøre plads til den gode liv.

Om Podcasten

Et Trin Dybere er en dansk podcast med der omhandler vejen til det gode liv efter år med misbrug af alkohol eller andre euforiserende stoffer. I podcasten hører du interview med mennesker som alle identificerer sig som alkoholikere, men har kommet sig af deres misbrug og har været ædru i mere end 10 år. Deres veje mod helbredelse har været ligeså forskellig som de er, men for alle har den haft 12 trin praktiseret i et fællesskab som AA. Podcasten forsøger også at komme trinnet dybere og finde frem til hvordan de har skabt det gode liv.