Episode 15 - Annette Dam Ryt-Hansen (landsdommer ved Østre Landsret)

Domstolene værner om demokratiet, retssamfundet og den enkeltes retssikkerhed. Efter grundloven er dommerne uafhængige og har i deres kald alene at rette sig efter loven. Sådan lyder det, når man på dommerforeningens hjemmeside slår op under ”etiske principper for dommere”.

Da jeg skrev og indtalte introen til de første 3 afsnit, var mit udgangspunkt at lave en strafferetlig podcast, med henblik på at finde ud af, om jeg efter studiet selv skal sigte efter forsvarer eller anklagervejen. Dommervejen, var ikke noget jeg overvejede. Men hvorfor egentlig ikke det?

I denne episode forsøger jeg at øge min forståelse for, hvorfor jeg ikke selv har haft dommervejen mere med i mine karrieremæssige overvejelser – og jeg kan allerede løfte sløret for, at efter mit møde med denne 15. episodes gæst landsdommer Annette Dam Ryt-Hansen – er min forståelse og ikke mindst nysgerrighed for hvad domstolene som organisation er kun blevet større.

”Det her, det er et job, hvor man er i tvivl. Og man skal være i tvivl. Men så skal man forholde sig til den tvivl, og kunne træffe en afgørelse og det er rigtig rigtig vigtigt, at man ikke bare skyder fra hoften”, forklarer Annette eksempelvis, da jeg spørger, hvad der skal til for at blive en god dommer.

Jeg forsøger også undervejs at forstå det for mig at se paradoksale i, at domstolene udadtil kan virke til at være relativt lukket land samtidig med, at danskerne statistisk set faktisk har en særdeles høj grad af tillid til selv samme system og dermed også de mennesker, som med deres egne ord skal værne om vores demokrati, retssamfund og retssikkerhed.

Mit navn er Jacob Barckmann, og du skal have tak fordi du lytter med. God fornøjelse.

Om Podcasten

Velkommen til Forbrydelse og Moral - en podcast der udkommer i samarbejde med K-News - Karnov Groups digitale nyhedsmagasin. En (hovedsageligt) strafferetlig podcast hvor du sammen med mig, Jacob Barckmann, får lov til at møde en række mennesker, der alle har det tilfælles, at de på den ene eller anden måde er dybt begravet i det danske retssystem. Mit mål er at få retssystemets aktører til dels at reflektere over deres egne og hinandens roller, dels det system og den lovgivning, der sætter rammerne for deres virke. Da jeg startede Forbrydelse og Moral havde jeg ikke "interviewet" nogen før . Lydkvalitet mv. bliver derfor (efter egen opfattelse) løbende forbedret fra afsnit til afsnit.God fornøjelse hvis du lytter med. KontaktInstragram: “Barckmann”Mail: Barckmannjacob@gmail.com