Narko i Det Tredje Rige

Det Tredje Riges øverste politiske leder Adolf Hitler var især i de sidste år af den Anden Verdenskrig stærkt påvirket af narkotika. Stofferne blev leveret af den berlinske modelæge Theodor Morell, hvis journal for ”Patient A” i mange år lå hengemt i amerikanske arkiver indtil vore dage, hvor historikere og journalister har kastet nyt lys på dem. En af dem er den tyske journalist Normal Ohler. Han sandsynliggør i sin bog ”Den Store Rus – Narkotika i Det Tredje Rige”, at Tysklands fører traf store og katastrofale beslutninger for den tyske krigsindsats under stærk indflydelse af hårde stoffer. Bogen redegør også for den udbredte brug i den tyske hær af metamfetamin-stoffet ”Pervitin”, som især hjalp de tyske panserstyrker under slaget om Frankrig i 1940 til hurtig fremrykning, og som førte til en indeslutning af de britiske styrker ved Dunkerque. Det er også historien om kemi- og medicinalindustrien i Tyskland, som allerede i 1920’erne blev epicenteret for udvikling, produktion og eksport af stoffer, som vi dag kender underbetegnelser som kokain, opioider og metaamfetamin, og hvor stofmisbruget blev mere udbredt i befolkningen end hidtil set.I programmet medvirker overlæge og psykiater Henrik Rindom, der er har stor viden og erfaring med andres brug af hårde stoffer.See omnystudio.com/listener for privacy information.See omnystudio.com/listener for privacy information.

Om Podcasten

Det er over 75 år siden, Danmark blev befriet 5. maj 1945, men interessen er bestemt ikke aftagende. Der udkommer stadigt flere bøger om Anden Verdenskrig, og de går som varmt brød. Interessen for de seks skæbnesvangre år vil simpelthen ikke dø. Siden 2015 har Jarl Cordua  givet sit bidrag til de mange interesserede lyttere, unge som gamle, mænd som kvinder med programrækken »Hitlers Æselører«. I hver udsendelse har Cordua en forfatter til en aktuel eller vigtig bog om Anden Verdenskrig i studiet, og sammen kaster de lys på alt  fra besættelsestidens Danmark, krigen på Østfronten, slagduellerne på verdenshavene, krigen i Stillehavsregionen, i Middelhavet og andre steder. Perspektiverne skifter fra program til program, men det handler altid om den mest blodige konflikt og hidtil største tragedie  i menneskehedens historie