Microsoft har store planer for Windows 10 efter sommeren - og Apples Airtags er både smarte og farlige

Den nyeste udgave af Windows 10 er ude. Den har Computerworlds teknologiredaktør Niels de Boissezon downloadet og han siger den er … rimeligt kedelig. Og det er helt med vilje. For Microsoft har en plan med Windows 10 og den er i fokus i denne episode af Inde i maskinen. Hvor vi også drøfter hvorfor Microsoft ikke bare forærer Windows væk?Men inden da runder vi Apples nye Airtags. De små sporings-dimser, der er enhver stalkers drøm og som laver dine Apple-enheder om til ét stort globalt tracking netværk. Vores teknologiredaktør har smuglet et par enheder i tasken på både værten og en kollega på motorcykeltur rundt i Danmark – og fortæller i denne episode om den meget præcise sporing, som Android-telefoner ikke kan opdage. Vært på denne episode er Lars Jacobsen, chefredaktør på Computerworld.

Om Podcasten

Inde i Maskinen er ugentlig podcast fra Computerworld, der beskæftiger sig med den teknologi og de digitale trends der forandrer vores samfund, erhvervsliv og hverdag. Med Inde i Maskinen tager vi hver uge et skridt tilbage og ser på ugens it-historier - og hvad det er for tendenser, trends og begivenheder der ligger bag. Alt sammen ting vi normalt dækker på Computerworld.dk - men med Inde i Maskinen får du også historien bag ved. Derfor kommer vi også vidt omkring: Fra Elon Musks vilde løfter om selvkørende biler til EUs regulering af de store techfirmaers platforme. Har du forslag eller kommentarer er du velkommen til at skrive til lja@cw.dk.