Afsnit 2: Bag Om Krigsudredningen

I starten af februar kunne et forskerkollektiv fra Københavns Universitet fremlægge resultaterne af den såkaldte krigsudredning, som et flertal i Folketinget bestilte i foråret 2016. Udredningen er en uvildig undersøgelse af de politiske beslutningsprocesser, der gik forud for Danmarks deltagelse i krigene i Kosovo, Irak og Afghanistan. Vi tager i dette afsnit af ”O-rummet” en længere snak med forskningslederne om krigsudredningens konklusioner, om samarbejdet med de ansvarlige politikere og embedsmænd og om den siddende regerings blanke afvisning af anbefalingerne.

Om Podcasten

OLFI er et nichemedie, som bedriver journalistik med nyheder, baggrund, analyser og debat om dansk forsvars- og sikkerhedspolitik. Med "O-rummet" bevæger OLFI sig for første gang ud på podcast-markedet, hvor ambitionen er at levere journalistik af samme høje kvalitet som på skrift. I hvert afsnit af "O-rummet" får du et overblik over de vigtigste nyheder bragt på olfi.dk, interviews med politikere, eksperter og meningsdannere samt opinionsstof i redaktør Peter Ernstved Rasmussens afsluttende segment "På Falderebet".