#52 – Niels Overgaard – Benhårde morgenrutiner fra Navy Seals, kampen mod offermentaliteten og friheden i selvdisciplin

Derfor skal du lytte: I sidste afsnit fik du en masse gode stoiske principper, og i dette afsnit fortsætter samtalen med forfatteren Niels Overgaard. Du kan blandt andet høre hvordan han fandt tiden til at skrive en bestseller i et travlt liv, de benhårde morgenrutiner han lærte fra en Navy Seal og hans bedste tips til at få en god skriverutine. Episode 52: Rollemodellerne Podcast med Niels Overgaard   Sponsor Rollemodellerne er sponsoreret af Danmarks største streamingtjeneste for bøger og lydbøger Mofibo. Hvis du vil have gratis adgang til mere end 250.000 forskellige bøger, og samtidig støtte Rollemodellerne, så kan du få 30 dage gratis som ny kunde på Mofibo. Du skal bare bruge bonuskoden ROLLEMODELLERNE når du opretter din konto. Hvem er Niels Overgaard? Gæsten i denne podcast er journalist og forfatter, Niels Overgaard. I 2020 udgav Niels bogen “Det hele handler ikke om dig” om de stoiske principper fra den antikke filosofi stoicismen, og hvordan de kan bruges til at besvare nogle af de spørgsmål, vi måtte have i den moderne tid. Bogen er blevet utroligt godt modtaget med bl.a. 6 stjerner af både Børsen og Berlingske. For nyligt fik Niels dog nyt job, hvor han skal prøve kræfter som kommunikationschef hos forlaget Gyldendal efter at have været kommunikationschef for både Danske Bank og PFA. Hvorfor er Niels gæst i Rollemodellerne? Niels Overgaard er denne gang med i Rollemodellerne, da jeg gerne vil dele hans store viden om stoisk filosofi med lytterne. Jeg mener stoisk filosofi har en enorm styrke i det liv og samfund, vi lever i dag. Specielt for iværksættere er stoisk filosofi en nøgle til at klare sig igennem de urolige omgivelser, som iværksætteri foregår i. Dernæst var det vigtigt for mig at lære Niels at kende og høre mere om, hvem han var. Der var nogle vinkler, som var enormt interessante at tage med Niels. Først og fremmest anskuer Niels stoisk filosofi som en praktisk og handlingsorienteret filosofi. Det står i stærk kontrast til nogle af de store, anerkendte meningsdannere, der er lige nu. Her tænker jeg for eksempel på Svend Brinkmann. Jeg var nysgerrig på, hvordan han selv bruger det, hvordan inspirationen var kommet til og hvordan han konkret har arbejdet med det i sit liv. Derudover er det ikke nogen hemmelighed, at jeg synes, at Niels’ første bog “Det hele handler ikke om dig” er fantastisk god. Så jeg ville selvfølgelig gerne høre mere om Niels’ vej til at skrive bogen. Jeg ville gerne høre mere om nogle af de styrker, som Niels har i bogen, bl.a. den simplicitet, han lægger ned over et meget komplekst emne. Det er en fantastisk brugbar snak at tage. Niels har altså meget tankegods og mange erfaringer, som lytterne af Rollemodellerne kan tage med og derfor ville jeg også gerne dele snakken med Niels op i to. En om stoicismen og denne om Niels og hans egen rejse, hvilket der er kommet en rigtig fin podcast ud af. Kh Bjørn   Rollemodellerne #52 feat Niels Overgaard Notat og tidlinje: 00:00 – Intro og lidt om forrige interview 1:40 – Om en fælles spøjs oplevelse med politiet i det danske bobleplast-land 5:20 – Baggrunden for bogen og hvilken erkendelse, der ledte til den. En rejse efter et system at forstå verden efter 5.50 – Barndommen fra et et hippiehjem havde en betydning 7:50 – Hvordan Niels’ egen indgang til stoicismen var og hans forsøg med andre filosofier først 11:30 – Hvad kan vi som moderne mennesker gøre for at få folk til at handle mere og få mindre information-overload? 13:00 – Selvom tiden er en anden, er problemerne de samme.

Om Podcasten

Hvordan kan det være, at nogle mennesker lykkes gang på gang og altid får succes med det, de laver? Det spørgsmål er der nok mange af os, der har stillet. Måske især hvis man går med tanker om at sadle om, forfølge en drøm eller foretage nogle radikale livsændringer. Men hvad er opskriften på at lykkes? Er man dømt ude, hvis ikke man er født med en guldske i munden eller nogle særlige gener, vi andre kun kan kigge langt efter? Svaret er nej. Det er sikkert en hjælp, men slet ikke det afgørende. Det kræver hårdt arbejde at lære og cykle eller slå smut. Men vi bliver gode til det, hvis vi gør det mange gange. På samme måde kan man lære at blive god til noget nyt og opnå en lykkefølelse derigennem, hvis man er villig til at arbejde for det. Personlig udvikling og succes handler om at finde den del frem i os, som giver det overskud og den energi, der skal til for at lykkes. Det er bare de færreste af os, der kender til den del af os selv, og det er måske en af grundene til, at vi ikke tager springet. Rollemodellerne er en podcast om mennesker. Det er en podcast om at gå benhårdt efter personlig lykke og succes. Nogle vil måske kalde det en iværksætterpodcast, men det er meget mere end det. Det er et forsøg på at afmystificere succesen; at komme ind til mennesket bag og lave en samling af konkrete værktøjer, vaner og strategier, som du og jeg vil kunne tage i brug allerede i dag for at kickstarte vores drømme. I Rollemodellerne møder vi nogle ekstraordinære personligheder, der deler ud af den viden, de har fået ved selv at arbejde hårdt mod et mål. Også selvom du ikke nødvendigvis drømmer om at ændre dit liv, vil der være livslektioner og tonsvis af læring og inspiration, som alle vil kunne få glæde af. Rollemodellerne er en podcast for dem, der ikke lader sig nøjes, men som ønsker at få det maksimale ud af det ene liv, vi har. Rigtig god fornøjelse