Skønlitteratur på P1: De blinde og de skruppelløse

En bilist holder stille i et lyskryds, selv efter lyset skifter til grønt. "Jeg er blind", fortæller han de arrige chauffører, der kommer og spørger, hvad der foregår. En venlig sjæl hjælper bilisten hjem, næste dag er han også blevet blind. En uforklarlig epidemi, der resulterer i en hvidglødende blindhed, breder sig hurtigt fra person til person, og regeringen må beslutte, hvad de må stille op med den. Det er præmissen i José Saramagos nobelprisvindende roman 'En fortælling om blindhed', og nu på fredag kan man så glæde sig til en teateropsætning af den skræmmende fortælling. I dagens afsnit af Skønlitteratur på P1, taler gæstevært Adam Holm med dramatiker Sigrid Johannesen, der aldrig havde drømt om, hvor aktuel opsætningen af Saramagos roman om en epidemi ville blive, før Coronavirussen greb verden. Vi taler også med forfatter Sofie Malmborg om hendes debutroman 'Bargums synder', en fortælling om en kræmmersøn i 1750, som ifølge forlaget, er både "en ustoppelig visionær som Lykke-Per og en skrupelløs chancerytter som Stein Bagger". Han hører en dag om en ny lovende forretningsmulighed - slaver. Forfatter Sofie Malmborg er i studiet til en samtale om bogen. Vært: Adam Holm.

Om Podcasten

Et aktuelt ugemagasin med nyheder, reportager og samtaler om interessante tendenser og nødvendig litteratur. En time i selskab med de vigtigste forfattere og andre bogfolk med noget på hjerte. Vært: Nanna Mogensen. Redaktør: Hanne Barslund