Skønlitteratur på P1: The queens are back!

Hvem skulle have troet, at en dame, der døde i 1412, skulle gå hen og blive moderne? Ikke desto mindre er dronning Margrete den 1. tilsyneladende det hotteste i dansk fiktion lige nu. Hun er hovedperson i to film, der får premiere inden længe, og så er hun centrum i Anne Lise Marstrand-Jørgensens nye roman, der simpelthen hedder 'Margrete 1'. Her møder vi den 10-årige barnebrud, der skal rejse til sin meget ældre ægtemand i Norge, og vi forlader først Margrete, da hun har stiftet Kalmarunionen langt oppe i sit voksne liv. Vi har forfatteren til romanen i studiet til en samtale om kvinder, historieskrivning og magt! I Skønlitteratur på P1 kan du også høre om 'dronningen' af oldtidens poesi, Sapfo. Hun skrev stormende kærlighedsdigte og beskrev begær til både kvinder og mænd med stor sanselighed og kraft. I dag er der kun fragmenter tilbage af hendes originale digte, som udkommer for første gang på dansk i deres uredigerede form i en ny oversættelse. Du kan høre kunstneren Mille Søndergaard og digteren Nanna Storr-Hansen fortælle om, hvorfor Sappho stadig er vedkommende i dag, 2500 år senere. Vært: Nanna Mogensen

Om Podcasten

Et aktuelt ugemagasin med nyheder, reportager og samtaler om interessante tendenser og nødvendig litteratur. En time i selskab med de vigtigste forfattere og andre bogfolk med noget på hjerte. Vært: Nanna Mogensen. Redaktør: Hanne Barslund