#4: Helikopteren kommer

Landdistriktsforsker Pia Heike Johansen sender Anders Lund Madsen til Lyø og Avernakø med en mission om at finde ud af, om livet har høj kvalitet, når man er gammel på de små øer i det sydfynske Øhav. Her viser det sig, at både havørnen og lægehelikopteren jævnligt kommer på besøg til stor glæde og tilfredshed for øernes beboere, og selv blinde Erna på snart 90* kunne ikke drømme om at flytte væk. Til gengæld er der ikke udelt begejstring for turister og centrale tiltag med gratis færgebilletter til alle danskere i en coronaramt sommer, for fred og ro er nu engang det bedste. * Erna nævner i sin samtale med Anders stedet Munkegården. Vi gør her opmærksom på, at Munkegården er et specialpædagogisk behandlingstilbud for børn i vanskeligheder. Børnene bidrager aktivt og positivt til trivslen på øen.Vært: Anders Lund MadsenMedvirkende:Pia Heike Johansen, Landdistriktsforsker ved SDUJohn Hansen, Flaskedreng og Havnefoged på LyøKarsten Møllegaard, Sognefoged LyøMona Lykke Enghuus og Lars Enghuus, AvernakøErna Vindeløv, Pensionist Avernakø

Om Podcasten

I Danmark er livskvaliteten højere på landet end i byerne. Det undrer Anders Lund Madsen, der selv bor midt i København, hvor han hører historier om fraflytning, lukkede skoler og forfald i de danske yderområder. Med andre ord: Dårlige odds for at have høj livskvalitet, mener Anders. Derfor sætter han jagten ind på folk, der bor på landet, og som kan gøre ham klogere på, hvorfor livet er lidt federe uden for byerne. Med på linjen har han Pia Heike Johansen, som er landdistriktsforsker og del af forskningsprojektet ’Livskvalitet i yderområder og landdistrikter’. Pia bliver Anders’ allierede og redning, når han skal forstå, hvad hulen klangmassage, købmænd, havørne, huspriser og højrerørt frikadellefars har at gøre med det gode liv på landet. Velkommen til en Realdania Podcast, der tegner portrætter af mennesker og livskvalitet på landet. Serien er produceret og klippet af Zissel Astrid Kjertum-Mohr og Josefine Maria Hansen for Realdania. Lyd og musik af Ida Skovsgaard og Johan Knutz Haavik.