Forfattersamtale: "Flugt i litteraturen" – en samtale mellem Virkelig Fiktion og forfatter Elvin Misimović

Vi har skabt Virkelig Fiktion ud fra et ønske om at forsøge at formidle fiktionens styrker. Særligt dens potentiale som fordybelses- og refleksionsrum. Som led i vores ambitioner har vi sat os for at facilitere arrangementer i form af samtaler om tilværelsens komplekse følelser og oplevelse – med udgangspunkt i fiktionskunsten. Den 17/11 inviterede vi derfor forfatter Elvin Misimović til en samtale om hans debutroman "At flygte". Det blev til en snak om, hvad det gør ved individer og familier at bære rundt på en flygtningehistorie.  Men samtalen handlede også om identitet, og om hvad det er litteraturen, fiktionen og romanformatet kan. Det hele foregik med publikum på ølbaren People Like Us på Nørrebro i København. Derfor er lyden lidt skramlende, og det beklager vi. Men sådan lyder virkeligheden indimellem. Lidt skramlende. Vi håber, du alligevel vil lytte med.

Om Podcasten

Virkelig Fiktion anbefaler skønlitteratur, film og tv-serier, så du kan blive inspireret til din næste fiktionsoplevelse. Med afsæt i fiktionen starter vi samtaler om fiktionskunsten for at skabe plads til den og for at sikre, at vi får talt sammen om tilværelsens komplekse emner.