Anne Glad - børnerock, barnepige og bungalow
Som barn spillede hun koncert på Midtfyns Festival, og hun har altid fundet partnere, der er musikere. Livsstilseksperten Anne Glad har fornyet sig selv mange gange, når hun er endt på den forkerte vej i livet, men hun har stadig en old school musiksmag. Vi tager med til hendes 10-års fødselsdag, hvor hun får en yndlingsplade, der lyder meget ældre end resten af 80'erne. Så flytter vi med 20-årige Anne til udkanten af Paris, hvor hun er bundulykkelig som au-pair for fem børn, men tager i byen og lytter til gamle sange med fordrukne bohemer. Som 30-årig står nygifte Anne pludselig i et villakvarter og sætter bungalow i stand, indtil en kvindefrigørende klassiker får hende til at tage støvlerne på og gå sin vej... Vært og tilrettelægger: Signe Muusmann. Producer og klipper: Valdemar Stauning. Lyddesigner: Frederik Ludwigs. Redaktør: Kasper Overby.