DEN SVÆRE SAMTALE
“Maria… Jeg vil gerne starte med at sige, at det jeg vil tale om ikke er noget, jeg er sur over. Men mere noget, der fylder rigtig meget inde i mit hovede, og derfor er jeg nødt til at få det ud, inden det vokser sig stort og eventuelt begynder at ødelægge ting for mig selv og vigtigst af alt for os begge to i denne her relation”, siger Ida til Maria. I dagens afsnit er temaet ‘den svære samtale’, og vi dykker helt ned i dens DNA. Vi laver en tidslinje og taler om, hvad du skal være opmærksom på før, under og efter samtalen. Hvilke minefelter er der, hvad skal du for en hver pris undgå, og hvilke tricks er der til at få succes med samtalen, så I kommer godt ud på den anden side. Måske endda endnu stærkere. Vi taler om, at der mangler et sprog i svære venskabssamtaler - hvor en konfliktfyldt samtale kan opstå hele tiden i romantiske relationer uden man tillægger det stor værdi eller dramatik - så kan det omvendt hurtigt føles som en potentiel break up grund, når det er med en ven. Dagens venindebogsspørgsmål lyder: Hvem vil I være, hvis I kunne være en anden for en dag? Og vi når både omkring Kim Kardashian, en Islandsk zenkvinde i ét med naturen og Simon Makienok - så man kunne kigge på Ida og se hende fra alle vinkler dagen lang. I kan selv gætte, hvem der vil være hvem. Og så bare husk: det er ikke jer to mod hinanden, men jer to mod konfliken, ik?Vores ekspert i relationer, psykoterapeut, Marko Pogacar giver os også et indblik ind i den svære samtale, hvordan man går til den og hvordan man konkret starter den.