Sport som medicin – med Tiago, 20 år og ishockeyspiller

I denne episode møder vi 20-årige Tiago, som er på vej til USA med et ishockey-scholarship i hånden. Vi taler om, hvordan sport for mange med ADHD kan fungere som en slags medicin, en ramme med fysisk aktivitet, struktur og intensitet, der dæmper symptomerne og skaber ro i hovedet. Tiago fortæller ærligt om, hvordan han længe tvivlede på sig selv, både i skolen og på banen og hvordan hans ADHD faktisk har været med til at drive ham frem og få ham længere i sin sportskarriere. Vi taler om, hvordan det kan føles at få en diagnose sent, hvordan hans ekskæreste satte det hele i gang, og hvordan han nu ser tilbage på de mange burnouts og voldsomme reaktioner, som før virkede uforståelige. Vi kommer også omkring hans oplevelse med ordblindhed og vigtigheden af lærere og voksne, der vælger at tro på én. Og ikke mindst, frygten for, hvad der sker den dag sporten ikke længere fylder det hele - når det, der før holdt symptomerne i skak, forsvinder. Et ærligt og inspirerende afsnit, hvor Tiago deler sine erfaringer og giver gode råd, både til unge med ADHD og til dem omkring dem.

Om Podcasten

"ADHD & Autisme – Vejen Gennem Ungdommen" er en podcast for unge, og deres pårørende, hvor vi åbent, ærligt og med masser af praktiske råd taler om livet med ADHD og autisme. Vi tager dig med på en rejse gennem ungdomsårene – en tid fyldt med alt fra udfordringer i skolen og i venskaber til de store spørgsmål om kærlighed, selvværd, medicin og mental sundhed. Bag mikrofonerne sidder Alvin Sareen, 20 år og mentor for børn og unge med ADHD og autisme, og hans far Manu Sareen, forfatter og podcastvært, som selv fik stillet sin diagnose i voksenlivet. Her får du to generationers perspektiver på at vokse op med en neurodivergent hjerne: Alvin står midt i ungdommens vilde tid med studier, job og sociale udfordringer, mens Manu ser tilbage på sine egne erfaringer – både som far og som én, der selv har fundet sin vej sent i livet. Undervejs taler vi også med eksperter og andre gæster, ligesom vi svarer på spørgsmål fra jer lyttere i vores lytterbrevkasse. Selvom podcasten først og fremmest er rettet mod unge, er den også et rum for forældre, pårørende og professionelle, der gerne vil forstå, hvordan det er at være ung og leve med en diagnose. Vi håber, at vores samtaler kan give jer større indsigt, nye perspektiver og ikke mindst modet til at tale åbent om de svære ting derhjemme. Velkommen til – vi glæder os til at dele rejsen med jer!