ADHD & sex

I denne episode har jeg besøg af Mette, der har ADHD og muligvis et strejf af autisme. Hun har levet det meste af sit liv med en ubehandlet ADHD samt OCD, depression, angst (blandt andet i form af impostor-syndrom) og overspisning (BED). I dag er omdrejningspunktet ADHD og sex. Mette har imponerende evner, som hun bringer i spil i sit arbejde i en global virksomhed, men hun kæmper også med udfordringer knyttet til sin diagnose: impulsivitet, manglende evne til konsekvensberegning og en stærk trang til dopamin, som har ført hende til at overskride egne grænser i seksuelle relationer. Da alkohol også blev en fast følgesvend, endte det ofte i relationer og dates, der pressede hendes grænser. Kombinationen af disse forhold har haft sine konsekvenser, og det evigt hungrende "dopamin-spøgelse" i hendes liv har ført hende gennem sugardating, swingerklubber, BDSM-miljøer og til uheldige møder i både London og New York, hvor hun troede, hun havde fundet manden i sit liv – kun for at blive skuffet. Bag kaosset af følelser gemmer der sig en ung kvinde, som har søgt kærligheden og manden i sit liv, men endnu ikke fundet ham. En nylig udredning har givet hende et nyt ståsted og værdifuld indsigt. Lyt med til en episode, der både er nærværende og fascinerende, især takket være Mettes ærlige og modige fortælling om sit liv.

Om Podcasten

Velkommen til ”ADHD & Autisme Podcast med Manu Sareen.” Jeg snakker i denne podcastserie med en række kendte danskere, eksperter, fagfolk samt familier og børn, om ADHD/ADD og autisme. Her kan du få ny viden, svar på de store spørgsmål om ADHD og autisme.Mit mål med denne podcast er at sprede viden og forståelse om ADHD og autisme, og dele min og mine gæsters personlige oplevelser og perspektiver på livet med ADHD og autisme. Jeg vil diskutere alt fra symptomer og behandlingsmuligheder til de udfordringer, som personer med ADHD og autisme står over for i hverdagen. Manu Sareen er tidligere Formand for ADHD Foreningen og ADHD coach. Produceret af: Podads Production Klip og Musik: Anders Eske  Redaktør: Christian Frederiksen