Episode 96 - Mænd og psykisk sårbarhed

I denne episode får jeg besøg af René på 50 år, som står foran en udredning for ADHD. Sammen dykker vi ned i de tanker og følelser, der opstår, når man som voksen – og som mand – skal forholde sig til en mulig diagnose. René deler åbent om de udfordringer, han oplever med psykisk sårbarhed, og vi taler om, hvorfor det ofte kan være endnu mere tabubelagt for mænd at åbne op om deres følelser. Hvor gør man egentlig af sine følelser, når der ikke er nogen at tale med? Og hvad gør det ved vores oplevelse af maskulinitet? René fortæller om frygten for, hvordan partneren vil opfatte én, hvis man viser sine svagheder – en frygt, mange mænd kan spejle sig i. Vi stiller også spørgsmålet: Er det i virkeligheden det mest maskuline at turde være sårbar? Vi taler om, hvordan behovet for dopamin – for eksempel gennem anerkendelse i et forhold – kan komme til at fylde meget for mænd med ADHD, og hvad der sker, når den bekræftelse udebliver. René beskriver, hvordan han nogle gange bliver overvældet af sine følelser og mister kontrollen, når han ikke får det "kick", han har brug for. Undervejs får du også et indblik i, hvorfor mange oplever intense følelsesudbrud – noget der alt for ofte bliver misforstået som svaghed i stedet for et naturligt symptom på ADHD. Glæd dig til en åbenhjertig og vigtig samtale om sårbarhed, køn, følelser og ADHD.

Om Podcasten

Velkommen til ”ADHD & Autisme Podcast med Manu Sareen.” Jeg snakker i denne podcastserie med en række kendte danskere, eksperter, fagfolk samt familier og børn, om ADHD/ADD og autisme. Her kan du få ny viden, svar på de store spørgsmål om ADHD og autisme.Mit mål med denne podcast er at sprede viden og forståelse om ADHD og autisme, og dele min og mine gæsters personlige oplevelser og perspektiver på livet med ADHD og autisme. Jeg vil diskutere alt fra symptomer og behandlingsmuligheder til de udfordringer, som personer med ADHD og autisme står over for i hverdagen. Manu Sareen er tidligere Formand for ADHD Foreningen og ADHD coach. Produceret af: Podads Production Klip og Musik: Anders Eske  Redaktør: Christian Frederiksen