Vietnam: Fra dansk udviklingsbistand til eksportrekord

Charlotte Laursen er Danmarks ambassadør i Vietnam. Tidligere var Danmark en af de største bilaterale donorer af udviklingsbistand, og i dag er Danmark det EU-land, der har den højeste vareeksport til Vietnam per indbygger. En evalueringsrapport af den danske udviklingsbistand peger på, at hovedårsagen til den store danske eksport i dag er, at Danmark har været bredt involveret i mange dele af det vietnamesiske samfund og det vietnamesiske politiske liv. Ingen roser uden torne – Vietnam har store udfordringer, når det gælder om at skabe bæredygtig vækst og ligger i top 5 over lande, der ventes at blive hårdest ramt af klimaforandringer. Overholdelse af menneskerettighederne og gennemførelsen af økonomiske reformer er også store udfordringer for Vietnam. I denne podcast ser vi nærmere på grundene til, at Danmark står så stærkt i Vietnam. Men vi fokuserer også på, hvordan menneskerettigheder, korruption og økonomiske reformer kan komme på tværs af Vietnams vækst.

Om Podcasten

’Ambassadørerne’ er Udenrigsministeriets podcast, hvor skiftende ambassadører bliver interviewet om aktuelle emner. Analyser fra Danmarks udkigsposter i hele verden og et indblik i diplomatiets arbejde.