8. Hjælp den syge med arbejde og uddannelse

Mennesker med psykisk sygdom drømmer ligesom alle andre om at klare sig selv og have et aktivt liv med løn og gode fællesskaber. Men mange syge løber panden mod muren i jobcentret eller på uddannelsen, og mange ender med et liv på forsørgelse. Det er frustrerende og sorgfuldt at opleve som pårørende – ikke mindst, når man vil gøre alt for at hjælpe. Men hvilke rettigheder og muligheder har den syge ift. arbejde og uddannelse? Hvad gør man, når det ikke går, som man vil? Og hvad kan man som pårørende gøre for at hjælpe? Det er nogle af de spørgsmål, vi dykker ned i i denne podcast. Mød Bettina, der har kæmpet for at få uddannelsesstøtte og dispensationsmuligheder til sin 26-årige datter Karoline, der har borderline. Og få gode råd fra Bea, der har været beskæftigelseskonsulent og nu forsker i recovery og inklusion.

Om Podcasten

Få gode konkrete råd om, hvordan du hjælper én med psykisk sygdom samtidig med, at du passer på dig selv.