4. Vold mod mennesker med handicap - Seksuel vold: Historien om Mathias

Hvordan fortæller et menneske uden sprog, at han eller hun har været udsat for seksuel vold? Og hvordan skal man som pårørende opdage det, når volden ikke giver blå mærker? I denne episode kan du høre historien om Mathias. Mathias er 26 år og har diagnosen infantil autisme og er udviklingshæmmet. Han bor på et bosted i en større jysk kommune. Mathias er en glad og harmonisk ung mand. Men han begynder at ændre adfærd. Da der netop har været udskiftning i personalet, så tænker hans mor Laura, at det måske er det, han reagerer på. For med det nye personale, forsvandt også de indarbejdede støttesystemer i Mathias’ dagligdag. Mathias tilstand forværres. Han begynder at mistrives. ”Pludselig bliver jeg ringet op og får fortalt, at man har fundet Mathias om morgenen kl. 6 ude foran sin lejlighed. Han var gået ud af sin lejlighed, ud fra sit soveværelse. Så stod han på græsplænen og grinede. Og han var helt nøgen,” fortæller Laura. Laura er bekymret for sin søn. Hun er i dialog med lederen af bostedet, og Mathias bliver henvist til psykiatrisk skadestue – uden at nogen kan give en grund til mistrivslen. Men så en dag bliver Laura ringet op af en tidligere ansat på bostedet, der fortæller, at Mathias har været udsat for seksuelle krænkelser af en medarbejder. I denne episode kan du høre historien om Mathias. Og du kan møde terapeut Mette Thyghøj fra Lev uden vold, der fortæller om de konsekvenser, det har for et menneske at blive udsat for overgreb. Og du møder Line Engel Clasen, der er psykolog i Center for seksuelle Overgreb, Rigshospitalet. Serien er produceret af IBOS med økonomisk støtte fra Offerfonden. Medvirkende: Julie Giese, studievært Laura, mor til Mathias Mette Thyghøj, Terapeut, Lev uden vold Line Engel Clasen, psykolog, ph.d., Center for Seksuelle Overgreb, Rigshospitalet Læs en transskribering af podcasten her

Om Podcasten

Hvordan er hverdagen med et synshandicap? IBOS laver podcasts med fokus på netop det. Vi deler viden, gode råd og personlige fortællinger.