Borgerkrigens ekko 5:6 Had, healing og sorte erindringer

Længere mod syd, i Georgia og Alabama, opsøger vi ekkoerne fra de sortes fortsatte kampe for rettigheder og retfærdighed. Vi er med, når en gruppe aktivister genopfører en lynchning fra 1946, hvor fire sorte blev dræbt uden rettergang af Ku Klux Klan. Vi følger den gamle, men utrættelige borgerrettighedsforkæmper, som i sin tid var ”fodsoldat” for Martin Luther King, og oplever hvordan fortidens og nutidens kampe smelter sammen. I Alabama besøger vi brændpunkterne i 1960’ernes protester mod forskelsbehandling og raceadskillelse. Her møder vi blandt andre healeren ved floden i Selma, som trækker sine klienter gennem terapeutiske og rensende genopførelser af slaveriets rædsler. De rejsende: Antropolog Mads Daugbjerg, historiker Mads Thernøe og journalist Susanna Sommer Medvirkende: Tyrone Brooks, tidligere borgerrettighedsforkæmper og politiker, fra Georgia; Cassandra Alexander-Green, instruktør og aktivist, fra Georgia; Sam Walker, museumsvært, National Voting Rigths Museum, Selma; Afriye We-Kandodis, spirituel dramatiker og healer, By the River Center for Humanity, Selma Optagelse, lyddesign og redigering: Susanna Sommer Podcasten er støttet af et Carlsberg Mindelegat fra Carlsbergfondet

Om Podcasten

Tag med på et 3000 kilometer langt roadtrip fra Pennsylvania i nord til Alabama i syd på jagt efter sporene af den borgerkrig, der var ved at rive USA over i 1860erne. Antropolog Mads Daugbjerg, historiker Mads Thernøe og journalist Susanna Sommer følger i hjulsporene på borgerkrigen, besøger gamle og nye slagmarker og møder aktivister, reenactors, politikere, spøgelsesjægere, collegestuderende, kirkegængere, højreradikaliserede og en enkelt bæver. De tre rejsende undersøger, hvordan fortiden tager form, størkner, tøer op, rasler under gravstenene – og nogle steder smelter fuldstændigt sammen med nutiden. Borgerkrigens ekko er en lydrejse igennem et USA, hvor fortiden ikke bare er det, der skete engang, men noget, der hele tiden bygges, ombygges, genopføres og kæmpes om i nutiden. Her er historie ikke bare et støvet skolefag. Historien sidder i landskaber, i bykerner, eller i de amerikanske kroppe – og den rummer en voldsom kraft. Podcasten er støttet af et Carlsberg Mindelegat fra Carlsbergfondet.