S2 Ep44: Gjedde med egne ord #1: »Jeg var den fattigste i min klasse«

Hjerneforsker Albert Gjedde har i årtier været en stor spiller inden for neurovidenskaben og har vundet stor, international anerkendelse for sit bidrag til forskningen. Og så kan han oveni købet bryste sig af titlen som husforsker her på Brainstorm. Allerede fra han er ganske ung, gør Albert Gjedde sig bemærket herhjemme og ude i den store verden - akademisk, men også blandt de unge damer. Det her er det første af to afsnit om Gjeddes unge liv - fortalt af ‘the man himself’. I første afsnit fortæller Albert om sin gymnasietid, hvor han med egne ord var »den fattigste« i sin klasse, og hvor en lærer inspirerer ham til at tage til udlandet efter sin studentereksamen. Turen gik til USA, hvor Albert ved et tilfælde ender lige midt i studenteroprøret i USA i 1968 og bliver mistænkt af FBI for at være international aktivist. Albert tager os også med tilbage til sin helt spæde start på studielivet i København, hvor det viser sig at blive et kvindeligt bekendtskab, der får lokket den unge student over på medicinstudiet. Bliv klogere på Albert Gjeddes unge år - fortalt med egne ord. Brainstorm er Videnskab.dk's ugentlige podcast om hjernen - støttet af Lundbeckfonden Brainstorm er på Instagram! Her får du hjerneviden, memes og andet godt  Medvirkende:  Albert Gjedde, professor i translationel neurobiologi på Syddansk Universitet og professor emeritus på Københavns Universitet Research, tilrettelæggelse, interview og produktion: Jeppe Øvig Redaktør: Jais Baggestrøm Koch

Om Podcasten

Brainstorm er Videnskab.dks podcast om hjerneforskning, der gør dig klogere på din og andres hjerner. Og før du, kære potentielle lytter, får tunge ørelåg og tænker på hvide kitler og kemiske forbindelser, så må vi bare sige, at hjernen er meget mere end det.  I Brainstorm undersøger vi den menneskelige bevidsthed, placebo-effekten, drømmesøvn, hjernevask, stress, kærlighed og meget andet. Det hele foregår i studiet hos dine to værter, Jais og Asbjørn, som hver uge går i kødet på den menneskelige hjerne og de fremmeste forskere. Altså, billedligt talt. Vores fornemmeste opgave er at gøre dig klogere, mens du føler dig underholdt og i godt selskab. Har du ris eller ros, så skriv gerne til jbk@videnskab.dk Venlig hilsen Jais og Asbjørn