5: Special: Hvor kommer tanker fra? Hvorfor smitter gab? Brainstorm svarer på lytter-spørgsmål

Dette er ‘Brainstorm’, Videnskab.dk’s podcast-serie om hjernen - sponsoreret af Lundbeckfonden* Hvorfor smitter gab? Bestemmer hjernen ens personlighed? Og hvorfor ræser tankerne rundt i hovedet, når man bare gerne vil sove? Brainstorms lyttere har skrevet ind med massevis skarpe hjerne-spørgsmål, og denne uges podcast disker op med svarene. For første gang i Brainstorms historie har Jais og Asbjørn fået besøg af en forsker i studiet, nemlig Signe Allerup Vangkilde som er lektor i kognitionspsykologi ved Københavns Universitetet. Med sin baggrund i psykologi er hun godt klædt på til at svare på alle lytternes spørgsmål, som omhandler alt fra, hvor i hjernen sidder personligheden, til hvad er tanker? Signe Allerup Vangkilde forklarer også, hvorfor gab smitter – ja, hvorfor vi kan finde på at gabe blot ved at læse om gab…. Kan du mærke, et lille gab komme snigende? Med i podcasten er også Brainstorms 'husforsker' professor i translationel neurobiologi ved Syddansk Universitet, Albert Gjedde, som forklarer, hvad, han mener, er bevidsthedens største gåde. Lyt med, når Brainstorm dykker ned i bunken af lytter-mails i denne ’Spørgsmål Special’. Går du og 'brainer' over et hjerne-spørgsmål? Skriv det til jbk@videnskab.dk **Medvirkende:** * Signe Allerup Vangkilde, lektor i kognitionspsykologi ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet * Albert Gjedde, professor i translationel neurobiologi på Syddansk Universitet **Værter:** * Jais Baggestrøm Koch, journalist og podcastredaktør på Videnskab.dk * Asbjørn Mølgaard Sørensen, journalist på Videnskab.dk **Produktion og musik:** Jais Baggestrøm Koch **Redaktion:** Anette Lilleøre, Asbjørn Mølgaard Sørensen og Jais Baggestrøm Koch *Det er takket være sponsoratet fra Lundbeckfonden, at Videnskab.dk kan lave Brainstorm, og Videnskab.dk bestemmer indholdet og har fuld redaktionel frihed.

Om Podcasten

Brainstorm er Videnskab.dk (https://videnskab.dk) 's podcast om hjerneforskning, der gør dig klogere på din og andres hjerner. Og før du, kære potentielle lytter, får tunge ørelåg og tænker på hvide kitler og kemiske forbindelser, så må vi bare sige, at hjernen er meget mere end det. I Brainstorm undersøger vi den menneskelige bevidsthed, placebo-effekten, drømmesøvn, hjernevask, stress, kærlighed og meget andet. Det hele foregår i studiet hos dine værter, Nana og Anne Sophie, som hver uge går i kødet på den menneskelige hjerne og de fremmeste forskere. Altså, billedligt talt. Vores fornemmeste opgave er at gøre dig klogere, mens du føler dig underholdt og i godt selskab. Har du ris eller ros, så skriv gerne til ast@videnskab.dk Venlig hilsen Nana og Anne Sophie 949394