Brainstorm live: Kan vi ændre i kriminelles hjerner og forhindre mord?

Ny teknologi giver ofte anledning til både håb og frygt. Og hjerneteknologi er ingen undtagelse. På den ene side kan vi for eksempel bruge hjernestyret teknologi til at lære mennesker med hjernesygdommen ALS at styre en robotarm med hjernen. På den anden side er nogle forskere bekymrede for, at vi en dag vil kunne bruge hjerneteknologien til at ændre i kriminelles hjerner, uden at de kan sige fra. Men så er det store spørgsmål: Skal vi forfølge alle de muligheder, neuroteknologi giver os? Skal vi for eksempel ændre i kriminelles hjerner, så de ikke begår forbrydelser? Og er det realistisk, at vi kan gøre det inden for en årrække? Det kan du blive klogere på i denne særepisode af Brainstorm – Videnskab.dk’s podcast om hjernen – der er optaget live på Experimentariums Store Scene. Her plukker Brainstorms værter disse to forskeres hjerner: Lektor i sundhedsteknologi og hjerneforsker, Mads Rovsing Jochumsen, samt professor i etik og retsfilosofi, Jesper Ryberg. Særepisoden er optaget foran en sal fuld af gymnasielever i forbindelse med Hjernedag 2023 - et arrangement lavet af Experimentarium i samarbejde med Etisk Råd og støttet af Lundbeckfonden. Brainstorm er støttet af Lundbeckfonden.  Medvirkende: Jesper Ryberg, professor i etik og retsfilosofi ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet.   Mads Rovsing Jochumsen, lektor ved Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitet. Følg Brainstorm på Instagram.

Om Podcasten

Brainstorm er Videnskab.dk (https://videnskab.dk) 's podcast om hjerneforskning, der gør dig klogere på din og andres hjerner. Og før du, kære potentielle lytter, får tunge ørelåg og tænker på hvide kitler og kemiske forbindelser, så må vi bare sige, at hjernen er meget mere end det. I Brainstorm undersøger vi den menneskelige bevidsthed, placebo-effekten, drømmesøvn, hjernevask, stress, kærlighed og meget andet. Det hele foregår i studiet hos dine værter, Nana og Anne Sophie, som hver uge går i kødet på den menneskelige hjerne og de fremmeste forskere. Altså, billedligt talt. Vores fornemmeste opgave er at gøre dig klogere, mens du føler dig underholdt og i godt selskab. Har du ris eller ros, så skriv gerne til ast@videnskab.dk Venlig hilsen Nana og Anne Sophie 949394