S3 Ep25: Misogyni #1: Hvorfor hader nogle mænd kvinder?

Denne episode havde deadline, inden Rusland invaderede Ukraine. Hvis du har nogle spørgsmål eller emne-forslag, der relaterer sig til krig og konflikt, kan du sende dem til os på Instagram - så tager vi det måske op i en kommende episode. Siden de første MeToo-historier kom ud i 2017, har Jais været forundret og forarget: hvorfor er nogle mænd så fjendtligt indstillet over for kvinder?  Jais er far til en datter, og de sidste fem års afdækning af systematiske overgreb på kvinder har gjort, at han ser med ængstelige øjne på det samfund, hans datter om få år skal færdes i på egen hånd. Derfor undersøger han i en ny serie:  Hvordan opstår hadet til kvinder? Hvad er konsekvenserne? Og ikke mindst - hvordan får vi mindre kvindehad i samfundet? I seriens første episode forklarer Katrine Zeuthen kvindehad - også kaldet misogyni - set fra en psykoanalytisk vinkel, og analysen indeholder psykologiske ingredienser som sadisme, mindreværd og en følelse af almægtighed.  Asbjørn har også længe været optaget af emnet, og han og Jais tager en snak om, hvad de kan gøre for at opdrage deres sønner til ikke at opføre sig sexistisk og misogynt mod kvinder, når de bliver teenagere og skal forholde sig til køn, kærester og seksualitet.  Brainstorm er støttet af Lundbeckfonden Medvirkende:  Katrine Zeuthen, lektor på Institut for Psykologi på Københavns Universitet Anna Kågesten, lektor ved Department of Global Public Health på Karolinska Institutet i Sverige I episoden omtales de kvindehadende såkaldte incels. Hvis du vil læse mere om fænomenet, finder du to Brainstorm-artikler her:  Incels: Hvorfor spreder ensomme danske mænd kvindehad i internettets dunkle afkroge?  Incels taler om seksuelle overgreb og væbnet revolution på nettet, men gør de alvor af truslen?  Brainstorm er på Instagram 

Om Podcasten

Brainstorm er Videnskab.dk (https://videnskab.dk) 's podcast om hjerneforskning, der gør dig klogere på din og andres hjerner. Og før du, kære potentielle lytter, får tunge ørelåg og tænker på hvide kitler og kemiske forbindelser, så må vi bare sige, at hjernen er meget mere end det. I Brainstorm undersøger vi den menneskelige bevidsthed, placebo-effekten, drømmesøvn, hjernevask, stress, kærlighed og meget andet. Det hele foregår i studiet hos dine værter, Nana og Anne Sophie, som hver uge går i kødet på den menneskelige hjerne og de fremmeste forskere. Altså, billedligt talt. Vores fornemmeste opgave er at gøre dig klogere, mens du føler dig underholdt og i godt selskab. Har du ris eller ros, så skriv gerne til ast@videnskab.dk Venlig hilsen Nana og Anne Sophie 949394