Oman - Muscat - "Hjemme hos Khalid"

De store oplevelser står i kø i det her sidste afsnit fra Oman. Vi starter ude i ørkenen, en kæmpe sandkasse, hvor den står på et hæsblæsende ørkenridt i vores store firehjulstrækker. Caroline er rædselsslagen på bagsædet og holder sig for øjnene, mens vi drøner op og ned af de smukke, stejle sandbanker - Ukhona derimod, hun har en fest og skraldgriner over den sandede rutchebanetur. Vi spiser hos lokale beduiner, får set både den store moske, souq'en og operahuset i Muscat - og så slutter vi af ude ved Khalid, vores guides, landsby. Her har han arrangeret kamelvæddeløb. Der er fyldt med lokale, og vi er kun ganske få turister, der til lyden af et 30 mand stort, traditionelt mandskor får en fantastisk oplevelse af Omansk kultur. Det kommer endnu tættere på, da vi bag efter bliver inviteret hjem til Khalids ydmyge hjem i landsbyen, hvor vi får lov til at komme ind bag muren og facaden. Det er fantastisk, og I skal glæde jer til en række tips og anbefalinger, til det skønne land, der bare bliver ved med at give. Rigtig go' lyttelyst! Hosted on Acast. See acast.com/privacy for more information.

Om Podcasten

I podcasten "Børn i Bagagen" rejser Caroline og Pelle Hvenegaard ud i verden med deres datter Ukhona - og deler det hele med dig. Det er en podcast, der handler om at rejse på egen hånd med et barn. Det handler både om alle glæderne, men også om de mange besværligheder, der kan være, når man selv skal bestille hoteller, billetter osv, og når der ikke er en all inclusive buffet og bamseklub med legekammerater. Podcasten vil være fyldt med masser af inspiration, og samtidig giver de deres oplevelser, erfaringer og gode råd videre. Caroline og Pelle har altid rejst utrolig meget, en ting de er blevet ved med efter de fik datteren Ukhona, som allerede her inden podcastens begyndelse som 5-årig har været i 19 forskellige lande. Derfor har de allerede en masse rejseoplevelser i bagagen, og i de fleste afsnit, kan de slet ikke lade være med at tage lytteren med rundt i verden på nogle af alle de mange andre rejser, de har haft. Det betyder også, at man ikke behøver at have små børn, eller have interesse for det ene sted de er henne i den enkelte podcast for at lytte med.I de første fem afsnit er familien i Italien ved Comosøen og i Toscana, og efterfølgende går turen til Mallorca. Herefter venter Bornholm, Portugal og hvad der nu åbner derude... Hosted on Acast. See acast.com/privacy for more information.