22: American Psycho

I "American Psycho" følger vi over knap 500 sider den seksogtyve-årige børsmægler Patrick Batemans liv og tanker, fra han står op om morgen, tager i fitness, på arbejde, på hippe restauranter og natklubber, men også, når han torturerer og myrder hjemløse, dyr, børn og kvinder - En klaustrofobisk rejse gennem slutfirsernes supermaterialistiske New York, hvor vi som læsere er tvangsindlagt til at følge en ekstrem overfladisk generation optaget af statussymboler.Men hvordan det er muligt, at så stor en psykopat og morder, kan blive ved med at leve i toppen af samfundet uden at blive opdaget? Er han et produkt af sin tid, og hvorfor er han så fuldstændigt ude af stand at danne nogle menneske relationer?Sammen med Rune Lykkeberg taler vi om den måske uhyggelige bog om yuppierne og vores egen kapitalistiske kultur; om deres ynglingsmusik, syn på hjemløse og kvinder; om U2, David Bowie og Donald Trump. En profetisk bog så voldsom, at man i starten nægtede overhovedet at udgive den.

Om Podcasten

Bøger er magiske. Magiske samlinger af ord. Jeg har aldrig tvivlet på, at ord og bøger kan påvirke virkeligheden, eksempelvis når de forestiller sig en anden. Eller når de belyser en del af den, som ingen hidtil har studset over. Fra den vinkel. I det lys. "1001 Brændende Bøger" er tænkt som et mangeåriget arkivarbejde, et forsøg på at indsamle nogle af de tanker og følelser, vi nærer til de bøger, der påvirker vores syn på verden og os selv. Sammen med en lang liste af vidende og passionerede læsere som gæster, håber jeg at kunne lave 1001 afsnit. For ligesom Scheherazade fra de nattelige eventyr at udskyde afslutningen, og i mellemtiden fortælle de historier, der omgiver os.Jeg håber du vil lytte med og være med. Du er altid velkommen til at skrive ris og ros, samt idéer til andre bøger, vi bør tage op. Eller melde dig selv som gæst, hvis du kunne have lyst til at medvirke med en bog, der vækker følelser i dig!Skriv på jacobdk94@gmail.com eller på min instagram.Jacob Bruno Nielsen