49: Rejse til nattens ende

Hvad lærer man om livets mening ved at vandre igennem en meningsløs verden? I 1932 udgiver den franske forfatter Louis Ferdinand Céline sin debutroman: "Rejse til Nattens ende". Fortalt i et råt hverdagssprog følger man fortælleren Bardamu, som oplever første verdenskrig på egen krop, mærker den europæiske kolonialisme i Afrika, kapitalismen i USA, inden han rejser hjem til Frankrig igen. En dyster, uhyggelig og alt for realistisk verden, som efterlader læseren med en mistet tro på humanisme, oplysning og fremtiden. Samtidig er Celine selv en meget kontroversiel forfatter. Frem mod anden verdenskrig skrev han antisemitiske pamfletter, og advokerede for en alliance mellem Frankrig og Nazityskland. Da krigslykken vendte, flygtede han sammen med sin hustru, kat og andre nazister til Danmark, hvor han endte i Vestre fængel.Lyt med, når vi sammen med forfatter og dramatiker Jokum Rhode spørger, om der overhovedet findes nogen mening med livet i bogen, som også kaldes en nihilistisk dannelsesroman, og hvorfor vi trods kontroverserne skal blive ved med at læse Céline i dag.

Om Podcasten

Bøger er magiske. Magiske samlinger af ord. Jeg har aldrig tvivlet på, at ord og bøger kan påvirke virkeligheden, eksempelvis når de forestiller sig en anden. Eller når de belyser en del af den, som ingen hidtil har studset over. Fra den vinkel. I det lys. "1001 Brændende Bøger" er tænkt som et mangeåriget arkivarbejde, et forsøg på at indsamle nogle af de tanker og følelser, vi nærer til de bøger, der påvirker vores syn på verden og os selv. Sammen med en lang liste af vidende og passionerede læsere som gæster, håber jeg at kunne lave 1001 afsnit. For ligesom Scheherazade fra de nattelige eventyr at udskyde afslutningen, og i mellemtiden fortælle de historier, der omgiver os.Jeg håber du vil lytte med og være med. Du er altid velkommen til at skrive ris og ros, samt idéer til andre bøger, vi bør tage op. Eller melde dig selv som gæst, hvis du kunne have lyst til at medvirke med en bog, der vækker følelser i dig!Skriv på jacobdk94@gmail.com eller på min instagram.Jacob Bruno Nielsen