12 Sommerlæsning 2017

For et år siden sad Lisa og Julie i Julies have og optog det første afsnit af Børnebogcast. Det handlede om sommerferielæsning og hvordan det både er vigtigt og hyggeligt. Efter et år med mange spændende emner og mennersker i programmet, er vi tilbage i haven og der bliver gennemgået bunkevis af ældre og nye herlige titler, som kan fornøje og underholde store som små i ferien. Du kan finde de fleste på listen herunder, undtagen de der er så nye at de ikke er i bibliotekets system endnu.

Vi omtaler også det fine tilbud fra Gratisbørnebøger.dk, hvor du kan hente 20 gode børnebøger der, som titlen mere end antyder, er helt gratis. Det er bare at klikke og læse. Og når dit barn så har læst tre titler, kan der logges på Biblo.dk med uni-Login. Her kan barnet anmelde de læste titler og være med i konkurrencer om bøger og en iPad. Tjek også de lokale folkebiblioteker og deltag i konkurrencen Sommerbogen dér, og få en bog når du har anmeldt tre.

Om Podcasten

”Børnebogcast” er en podcast til forældre, der søger inspiration til, hvad deres børn selv kan læse og til højtlæsning. Hvert år i marts deler den også podcasts fra Københavns Bibliotekers årlige børnelitteraturfestival Vi elsker bøger. Børnebibliotekar Julie Arndrup har gæster i studiet og sammen hjælper de dig med at sortere i alle de mange dejlige bøger, der udkommer. Julie snakker med bl.a. børn, forskere og forfattere om læsning og anbefaler bunkevis af gode bøger. I forbindelse med Vi elsker bøger festivalen vil du desuden kunne dykke ned i både foredrag og interviews, der vedrører børns litteratur, læsning og sproglige udvikling.