14 Digital børnelitteratur

Fremtiden er digital, eller noget? I hvert fald giver det digitale nogle andre muligheder, og der er også begyndt at komme nogle virkelig fine ting til børn. Litterære eksperimenter, der oser af kvalitet og unikt, smukt indhold.

I denne udgave af Børnebogcast snakker Julie med Anders Ladegaard der står bag app´en Hvad siger et menneske?  Og med Andreas Nederland, der er bagmanden bag lydfortællingen Da leif invaderede Jorden. Bagefter snakker hun med Sarah Mygind, der er forsker ved Center for børns litteratur og medier, i Århus. Sarah ved meget om hvad der rører sig på det digitale felt, og hvad man skal holde øje med i fremtiden. 

Om Podcasten

”Børnebogcast” er en podcast til forældre, der søger inspiration til, hvad deres børn selv kan læse og til højtlæsning. Hvert år i marts deler den også podcasts fra Københavns Bibliotekers årlige børnelitteraturfestival Vi elsker bøger. Børnebibliotekar Julie Arndrup har gæster i studiet og sammen hjælper de dig med at sortere i alle de mange dejlige bøger, der udkommer. Julie snakker med bl.a. børn, forskere og forfattere om læsning og anbefaler bunkevis af gode bøger. I forbindelse med Vi elsker bøger festivalen vil du desuden kunne dykke ned i både foredrag og interviews, der vedrører børns litteratur, læsning og sproglige udvikling.