Bruce Springsteen 1:5 - The Boss in person

Den typiske kliché om en rockstjerne er, at vedkommende er overfladisk, krukket og yderst egocentreret. Men i tilfældet Bruce Springsteen er det kun lutter lovprisninger og gode minder der trænger sig på, når man taler med folk, der har mødt manden på tomandshånd. I det første afsnit i den nye temaserie om Bruce Springsteen skal vi møde to danskere, der begge har været tæt på Bossen in person. Det er Hannah Louise Liljegren, der i 2012 lærte Bruce Springsteen dansk inden hans koncert på Roskilde Festival og kulturjournalist Henrik Queitsch som i 2005 lavede et langt interview med manden. Desuden skal vi høre historien om dengang den danske rockmusiker Michael Falch sang duet med Springsteen live i Forum i København i 1981. Vært og tilrettelægger: Mikkel Falk Møller. Produceret af Munck Studios København.

Om Podcasten

I 2018 er det 45 år siden at Bruce Frederick Joseph Springsteen albumdebuterede og grundlagde fundamentet for en af de mest succesfulde og langtidsholdbare karrierer i den rytmiske musikhistorie. Indtil videre er det blevet til 18 studiealbum fra The Boss og tusindvis af adrenalinpumpende og hæsblæsende koncerter over hele kloden i front for sit legendariske The E Street Band. Bruce Springsteen er et af de mest elskede ikoner i rockens mytologi og i DR Podcasts nye temaserie om Bossen går vi i fem afsnit tæt på den amerikanske rockhelt. Vi går blandt andet i dybden med Springsteen som liveartist, taler med danskere som har mødt manden, tager pulsen på den senere karriere, sætter fokus på albummet "The River" og møder nogle danske musikere, der er blevet inspireret af Springsteen. Undervejs kan du møde Bruce Springsteen fans og kendere som: Jens Unmack, Henrik Queitsch, Hanna Louise Liljegren, Carl Emil Petersen, Neal Ashley Conrad Thing, Mads Hendrich, Michael Falch og Steffen Westmark. Vært og tilrettelægger: Mikkel Falk Møller. Produceret af Munck Studios København.