Masser af jul, Susanne Bier og hits uden kvinder

Der er fuldt hus i dagens udgave af 'Citat Slut', hvor tidens kulturudbud bliver endevendt. Også selvom hunden Lola må agere stand-in for Kristoffer Zøllner, som ikke kan finde ud af at komme til tiden. Vanen tro lykkes det for panelet, som også består af Ditte Giese, Le Gammeltoft og Tony Scott, at være uenige om stort set det meste. Måske lige bortset fra det forkastelige i at listen over mest streamede sange i år er stort set renset for kvindelige artister. Hvad sker der lige for det? Der bliver også talt om Susanne Biers Netflix-serie 'The Undoing' med Hugh Grant og Nicole Kidman, men her må Le Gammeltoft forlade studiet for ikke at få spoilet sin oplevelse. Til gengæld har hun så en mening eller 17 om 'Julefeber' på DR. Og så når vi lige at høre det nye, smukke nummer, 'Brænder Stadig' af kunstneren Guldimund.

Om Podcasten

Heartbeats nye kulturprogram handler om alt det, der foregår omkring dig lige nu. Fra tv-serier og elekronisk musik til teater og kønsdebat. Værterne er Tony Scott, Le Gammeltoft, Ditte Giese og Kristoffer Zøllner, som tilsammen har været journalister, dj’s, redaktører og værter på medier som Danmarks Radio, Berlingske, Politiken og Euroman.Der bliver snakket højt og lidt i munden på hinanden, når de fire værter på skift præsenterer en kulturoplevelse, som bliver taget under kærlig behandling.