Lydvandring: En side af Ørestad

Er der flere sider af Ørestad? Er der andre måder at se på Ørestad end som en ufærdig bydel? Denne lydvandring præsenterer Ørestad som en tekst, der kan læses på flere forskellige måder. Du bliver ført gennem en række lydlandskaber, der tilsammen skaber et rum, som står i kontrast til de grå betonvægge. Landskaberne består blandt andet af reallyde fra Ørestad, musikalske stemningsflader og fortællende stemmer. Håbet er, at du vil bevæge dig rundt i byrummet på en ny måde. At du vil se det anderledes og derigennem åbne en ny side af Ørestad.

Om Podcasten

Lydvandringer i Ørestad er fem podwalks produceret i 2008 af studerende fra Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet. Lydvandringer i Ørestad giver fem forskellige blik på Ørestad, som den så ud i 2008 - midt mellem byplanlægning og byliv. Lydvandringerne graver sig ind bag den ny bys facade og fortæller historier, du ikke vidste fandtes i den forblæste Ørestad. De fem podwalks er resultatet af et undervisningsforløb på grunduddannelsen i litteraturvidenskab i efteråret 2007. De repræsenterer et nyt bud på formidlingen af by og arkitektur.