Episode 5:6 Bål og brand

Hvordan er det gået til, at den helt unge teolog pludselig står på den prestigiøse prædikestol i Køge kirke? Hvordan uddriver man en dæmon af en niårig dreng? Og hvad snakkes der om på galgebakken? Femte episode af serien hedder "Bål og brand", for det er her, ilden for alvor får fat i byen, som også pludselig fået en ny præst. Ingen ved, hvordan den unge teolog, Niels Simonsen Glostrup, uden videre fik embedet uden inddragelse af byens vigtige mænd. Vi følger Niels første tid i Køge, hvor han på få uger kommer til at se mere, end han har set i hele sit liv. Han skal uddrive dæmoner og give troldkvinder den sidste nadver - og mærke, at der er forskel på teori og praksis.

Om Podcasten

"Da djævlen kom til byen" er en podcast om Køge Huskors. Det lidt kryptiske navn "Køge Huskors", dækker over Danmarkshistoriens måske største drab på kvinder. Drab, der sættes i forbindelse med sort magi og en række mystiske hændelser i et hus på Køge Torv - og som denne podcast forsøger at kaste nyt lys over. I starten af 1600-tallet, blev mellem 10 og 20 kvinder brændt på bålet i Køge. På grund af det både begrænsede og ensidige kildemateriale, der har overlevet historiens gang, er historien om drabene fuld af tomme pletter, som man må bruge både viden og fantasi til at udfylde. Og det får radiodokumentarist, Lea Linstow, hjælp af både museum Sydøstdanmarks eksperter og borgerne i Køge til at gøre. Serien tager dig med til mystiske midnatsmøder, mørke fangehuller og dybt ind i 1600tallets angst og vold - og så tilbage til nutidens parallelhistorier. Serien er lavet af Lea Linstow i samarbejde med Museum Sydøstdanmark.