Danskerbingo: Biltyv i baghånden og skridt-chips med sour cream & onion

Ugens sidste udsendelse skal parkeres. Andreas og Jacob snakker om biler, og Jacob fortæller, at bilproducenter kan fjernåbne låste biler. Den information kunne chaufføren Sigurd godt have brugt, da han fik låst sig inde på bagsædet af sin limousine. En anden måde kunne være at have en gammel biltyv ved hånden, som Steffen heldigvis havde, da hans lille søn havde fået smækket sig inde i bilen. Det er blevet tid til at læse lokalavis. Vi har fået fingrene i en universitetsavis fra Georgia, som vi bladrer lidt i. Vi leder efter folk, der har søgt tilflugt i helligt hus, og her kommer vi i kontakt med Johannes, som er med i en organisation, der med åbne arme tager imod folk, som har brug for det. Historie-guirlanden fortsætter! Inspireret af Frejas chipsegilde bag låste dører, ringer Benjamin ind og fortæller om dengang, han guffede studenterbrød oppe i det lokale kirketårn. Guds straf var dog benhård, og Benjamin fik sig en ordentligt omgang avs-i-mavsi. Bjørne Corydon er atter rullet ind for åbne døre og uden at smække efter sig. Man skulle tro, han var født i et s-tog, eller i en elevator ligesom Jeanettes søn. Vi har sat os for at få et endegyldigt svar på det ældgamle spørgsmål: Er der flest chips i et pringlerør eller i en pose chips? Praktikanten Oliver sættes til at tælle chips, imens Jacob og Andreas diskuterer, hvad der skal væddes om. En anden ting der har vakt stor undren hos lytterne, eller i hvert fald hos grissebasse-passer Fie, der gerne vil vide om, hvor vidt man kan slå sig på at give en kop kaffe. Det kan man i den grad, kan Mikkel bevidne. I hvert fald hvis man giver et stort chok oveni. Fidel Castros gamle krokodiller spreder skræk og rædsel i Stockholm. Men ikke lige så meget skræk og rædsel som Thereses bror, der fik sat en stopper for en uønsket kat. Værter: Andreas Kousholt og Jacob Weil.

Om Podcasten

Alle danskere har mindst én god historie, og i Danskerbingo vil vi høre dem alle sammen. Andreas og Jacob leder efter P3-lytternes bedste historier. Enten med udgangspunkt i dagens nyheder, eller ved at trække lytternes idéer ud af 'Bjørne Corydon', den 3D-printede bjørn og tilfældighedsmaskine med indbygget blæsekammer, sættes jagten på historierne i gang. Hverken Andreas, Jacob eller lytterne ved, hvad der skal ske, når programmet starter, men der er garanti for gode historier fra Danmarks bedste lyttere. Værter: Andreas Kousholt og Jacob Weil.