Danskerbingo: Danmarks Indsamling og krig på redaktionen

Det er dag 1 af Danmarks Indsamling, hvor vi battler Curlingklubben om, hvem der kan samle fleste penge ind til den gode sag. Men the show must go on, og vi leder efter folk, der vil af med en undskyldning, de skulle have givet for mange år siden. Asmus spiste sin lærers marcipan og ødelagde hans dag. Hestehviskeren Jon ringer og fortæller om dengang, han "terroriserede" sine engelsklærere. Vi trækker en seddel fra Bjørne Corydon og går på jagt efter nogen, der har overtalt nogen til at ændre livsstil, fordi man var bange for at miste dem. Sandra brugte allerede i børnehaven særdeles hårde midler for at få sin mor til at holde op med at ryge. "Sjovt Du Sir' Det"-kæden er sat i bero i den her uge til fordel for en temaversion, hvor historierne kommer fra nogle af de børn, som er på flugt. Dagens historie er fra Kenya og handler om en ung pige, der skal passe på alle sine yngre søskende, fordi deres mor er blevet dræbt. Det inspirerer Chanel til at ringe ind og fortælle om sin barndom i Danmark, der var ualmindeligt hård og brutal. Vi samler ind til børn på flugt hele ugen, og for lige at få det lidt ind under huden, så efterlyser vi folks historier om, hvad de er flygtet fra som børn. Elisabeth ringer ind og fortæller om hendes flugt fra støvmider. Alt sammen pga. et traumatiserende kig i Illustreret Videnskab. Værter: Andreas Kousholt og Jacob Weil.

Om Podcasten

Alle danskere har mindst én god historie, og i Danskerbingo vil vi høre dem alle sammen. Andreas og Jacob leder efter P3-lytternes bedste historier. Enten med udgangspunkt i dagens nyheder, eller ved at trække lytternes idéer ud af 'Bjørne Corydon', den 3D-printede bjørn og tilfældighedsmaskine med indbygget blæsekammer, sættes jagten på historierne i gang. Hverken Andreas, Jacob eller lytterne ved, hvad der skal ske, når programmet starter, men der er garanti for gode historier fra Danmarks bedste lyttere. Værter: Andreas Kousholt og Jacob Weil.