Danskerbingo: Højlydt stønnen i S-toget og farlig leg ved færgelejet

Ugens sidste omgang Danskerbingo skydes i gang ved at trække en seddel. Vi skal finde nogle, der er kommet til at hente den forkerte person. Det oplevede taxachaufføren Morten, da han samlede en kunde op, som senere viste sig at være den helt forkerte. En kinesisk kvinde fik lov til at tage et billede i pilotens sæde. Problemet var så bare lige, at flyet befandt sig i luften imens. Piloten blev fyret og bandlyst for livet. Så galt gik det heldigvis ikke for unge Lars, men tæt nok på. Han kom til at tømme farens lastbil for bremseluft, og det gør, at den ikke kan køre længere. Det er selvfølgelig et problem, når man sidder i kø ved færgelejet. Gårsdagens "Sjovt du sir' det" var ingen fis i en hornlygte. Det var snarere en brandskid i en discman. Lasse havde dog nok foretrukket, hvis hans oplevelse bare havde været den famøse fis. Han blev nemlig offer for en højlydt Facebook-prank i toget, og det blev meget pinligt for ham. Organdonationstemaet fortsætter. Kan man skifte personlighed ved overtagelsen af en andens organer? Måske. Bo ændrede sig, da han tog en uddannelse til restaurationsbranchen. Desværre var det en skidt ændring, men heldigvis endte det godt. Det er blevet tid til noget hardcore public service. Vi finder ud af, hvad man kan slå sig på. Det kan man på skeer. Det oplevede Lasse, da han så sin kammerat brække kravebenet på en teske. Karen så også noget rigtig grusomt. Hun så et lille barn, der faldt med en teske i munden. Som altid runder vi ugen af med at erklære frit lejde. Kristian benytter muligheden til at ringe ind og fortælle om, dengang han stak fingrene ind i en havetraktor. Søren ringer ind og fortæller om ham og hans rollespilscrew. De har brugt ca. 80.000 kr. på deres hobby, og har bygget en kanon, de bruger til at skyde de andre rollespillere ned med. Værter: Andreas Kousholt og Jacob Weil.

Om Podcasten

Alle danskere har mindst én god historie, og i Danskerbingo vil vi høre dem alle sammen. Andreas og Jacob leder efter P3-lytternes bedste historier. Enten med udgangspunkt i dagens nyheder, eller ved at trække lytternes idéer ud af 'Bjørne Corydon', den 3D-printede bjørn og tilfældighedsmaskine med indbygget blæsekammer, sættes jagten på historierne i gang. Hverken Andreas, Jacob eller lytterne ved, hvad der skal ske, når programmet starter, men der er garanti for gode historier fra Danmarks bedste lyttere. Værter: Andreas Kousholt og Jacob Weil.