4/10 Mogens Fog: Modstandshelten der blev minister

Dette er 4. episode ud af 10 afsnit om de udstødte og beundrede i tiden efter Anden Verdenskrig. I anledning af 80-året for befrielsen udkommer en ny episode hver mandag. Abonner på podcasten!Mogens Fog sidder i sin lejlighed og skriver for nedrullede gardiner, da befrielsen kommer.   Han er en beundret leder af modstandsbevægelsen, som under besættelsen har udholdt nazistisk tortur og siddet som fange som værnemagtens bombeskjold på øverste sal i Shellhuset, da det blev angrebet af Royal Air Force. Nu skal modstandshelten sidde i regering som minister og sørge for, at modstandsfolkene får erstatning og hjælp. Han skal bringe Danmark og danskerne på fode igen. Men kan en kommunistisk helt fastholde magten i en tid, hvor den kolde krig kommer krybende og russerne bliver den nye fjende? Hvor langt vil Mogens Fog gå, før han ikke længere kan se sig selv og den danske befolkning i øjnene? Medvirkende: Henrik Lundtofte. Tilrettelæggelse: Mikkel Bøgeskov Andersson. Research og manuskript: Anne Pilegaard, Oskar Christensen, Laura Paulsen, Mikkel Bøgeskov Andersson Lyddesign: Mikkel Bøgeskov Andersson, Signe Bang, Søren Valur. Redaktør Troels Donnerborg. Podcasten er produceret med støtte fra Sportgoodsfonden. 

Om Podcasten

Lyden af befrielsen fra Anden Verdenskrig er mejslet ind i os. Men var det virkelig sådan det lød? Eller afhang det hele af, hvem du var og hvor du befandt dig?Hver mandag fra den 5. maj 2025 får du i anledningen af 80-året for befrielsen her en ny episode af podcasten "De udstødte og de beundrede". Vi følger stikkere, modstandsfolk, flygtninge, kommunister og nazister. Vi møder kunstnere på den forkerte side af kridtstregen, politikere der gik imod folkestemningen, handicappede østfrontsoldater og traumatiserede kz-fanger fra befrielsens sitrende øjeblik og frem til det Danmark, de endte med at skabe sammen. For efter befrielsen bankede hverdagen på. Jublen måtte ikke komme ud af kontrol. Bitterheden skulle ikke gnave for dybt. Vreden og hævntørsten kunne ikke overtage alt, hvis danskerne igen skulle leve med hinanden i et samfund med udstødte og beundrede.Men hvordan gjorde de det? Hvorrdan kan man leve med hinanden efter en krig? Podcasten er produceret af MonoMono for Nationalmuseets mediehus Vores Tid med udgangspunkt og i samarbejde med forskningsprojektet ”De udstødte, de uvelkomne og de beundrede - Resocialisering, velfærd og demokratisering 1945-1950” under ledelse af Museum Vest i samarbejde med Vardemuseerne og Viborg Museum.Podcasten er produceret med støtte fra Sportgoodsfonden. Tilrettelæggelse: Mikkel Bøgeskov Andersson. Research og manuskript: Anne Pilegaard, Oskar Christensen, Laura Paulsen, Mikkel Bøgeskov Andersson. Lyddesign: Mikkel Bøgeskov Andersson, Signe Bang, Søren Valur. Redaktør: Troels Donnerborg.