DART-missionen gav asteroide et kæmpe skub

NASAs første test af vores forsvar mod asteroider er gået over al forventning. DART-rumsonden hamrede ind i Dimorphos med næsten 22.000 kilometer i timen og gav den dermed et skub, som ændrede asteroidens bane med 32 minutter. Det er overraskende meget, fortæller Line Drube, ph.D. på DTU Space. Vi dykker ned i, hvad det betyder for at beskytte Jorden mod asteroider. Vi hører også fra John Leif Jørgensen, professor og afdelingsleder på DTU Space, som fortæller om en banebrydende opdagelse om Jupiters ismåne Europa; tæt på månen ser der ikke ud til at være nogen kraftig stråling, sådan som man hidtil har troet. Det vil gøre det nemmere i fremtiden at lande på månen og undersøge, om der er liv i de oceaner, der gemmer sig under Europas kappe af is. Senere ser vi på Kina, som investerer i ruminfrastruktur i Sydamerika, hvilket skaber bekymring hos USA. René Fléron, project manger på DTU Space, vurderer, at der kan være god grund til bekymring. Vi besvarer også et spørgsmål fra en lytter, som ville vide, hvordan det europæiske rumfartagentur (ESA) og Kina samarbejder på den kinesiske rumstation. Det har vi fået Karl Bergquist til at besvare; han er ESA-administrator for afdelingen for internationale forbindelser med ansvar for udviklingen af rumsamarbejdet med Kina. Vi runder af med at se på den nye opsendelsesdato for NASAs Artemis I mission sammen med Thomas Djursing, journalist på Teknologiens Mediehus Ingeniøren. See omnystudio.com/listener for privacy information.

Om Podcasten

Nattehimlen stråler med Elon Musks internet-satellitter, og USA vil lande en kvinde på Månen. Kineserne ruster op i kapløbet mod den Røde Planet, og på Refshaleøen i København bygger raketentusiaster Danmarks første rumraket. Rumfarten er på vej ind i en ny guldalder, som står til at forandre den verden, vi lever i. Rummet er ikke bare astrofysik - det er også benhård geopolitik, og spørgsmålet er; er vi i Danmark parate til den nye rumalder?