Dine hænder kan læses som en bog!

Håndlæsning forbindes nok af mange med en hedengangen spåkonekunst, hvor mystiske sandheder udledes fra hændernes fine linjer. Men vidste du, at håndlæsning stadig lever i bedste velgående? Før hun var håndlæser, havde Lise Lykke et langt arbejdsliv som anæstesisygeplejerske, hvor håndlæsningen udelukkende var reserveret til nysgerrige kollegaer i pauserne. For nogle år tilbage valgte Lise dog at forlade hospitalet til fordel for håndlæsning på fuldtid. Nu lærer hun mennesker om deres potentiale og inderste behov blot ved synet af deres hænder. Hør hvilke hemmeligheder, dine hænder kan gemme på i dette afsnit af Den Røde Pille.

Om Podcasten

Bag lukkede mure, ned ad hovedgader og lige under internettets overflade findes folk, som ser en helt anden verden end dig og mig. Mens videnskabsmænd, politikere og mediefolk søger svarene i højloftede haller med tunge bøger og lange reporter, springer det op med anderledes miljøer, der sætter spørgsmålstegn ved de fortolkninger, vi altid har antaget for at være sandheden. Dine værter Inge Høeg Lauridsen og Otto Troels-Smith forsøger derfor nu at skrubbe deres hjerner rene, ved hver uge at sluge en ny rød pille fyldt med forunderlige og utrolige svar, i håbet om at vågne fra søvnen og se den skjulte sandhed.