S15E4 Frederik Liebmann: På mulddyr gennem 1800-tallets Mexico

Frederik Liebmann gennemførte i årene 1840-1843 en botanisk ekspedition til det sydlige Mexico med det sigte at udforske den artsrige vegetation og indsamle planter til gavn for videnskaben og de nationale samlinger. Med sine omkring 90.000 hjemsendte eksemplarer – levende planter, frø og tørrede planter er det en af de mest udbytterige ekspeditioner i dansk botaniks historie. Det var på alle plan en strabadserende og farlig rejse Liebmann drog ud på. Mexico var præget af uroligheder, Liebmann frygtede overfald for banditter, og diverse sygdomme og insektangreb prægede ekspeditionen, mens hans muldyr blev angrebet af giftslanger. Hvordan klarede Liebmann sig igennem den lange rejse, og hvordan lykkedes det ham at få den sjældne koglepalme hele vejen med hjem til København?Medvirkende:Mille Gabriel, seniorforsker på Nationalmuseet med en ph.d. i antropologi fra KøbenhavnsUniversitet. Mille er museumsinspektør for de Nord- og Sydamerikanske samlinger og har væretmedlem af Den Danske UNESCO-nationalkommission og så har hun skrevet om netop FrederikLiebmann i museets værk om dansk ekspeditionshistorie, som er udkommet på GADs forlag.

Om Podcasten

Den yderste grænse handler om mænd og kvinder, hvis nysgerrighed overvinder farer og formaninger. Om dem, som drager på ekspedition til verdens ende for at udvide vores perspektiver. Det er historier om møder med fremmede, som måske ikke er så fremmede endda, og om oplevelser, der ender med at forandre de rejsende og give dem nye indsigter i de uendeligt mange måder, mennesker kan leve livet på.Vært er eventyreren Bjørn Harvig. Han har selv rejst verden rundt til fods og på cykel og er medlem af Eventyrernes Klub. Sammen med historikere og eksperter fortæller han de mest dramatiske kapitler i ekspeditionshistorien.Følg Vores Tid - Nationalmuseet på Facebook og Instagram og få endnu flere fascinerende fortællinger.Produceret af Vores Tid, Nationalmuseets mediehus. Redaktør: Troels Donnerborg og Rikke Caroline Carlsen.