S16E1 Cherry Garrard: Den værste rejse i verden

I minus 60 grader og konstant og totalt mørke drager Cherry Garrard afsted fra sin hytte på antarktis i selskab med Edward Wilson og Henry Bowers på en fuldstændig vanvittig slæderejse. Deres mål er at finde kejserpingvinens æg. De tre falder i gletsjersprækker, bliver ramt af storm, Cherrys tænder bliver ødelagt af de voldsomme rystelser han har i sin frostfyldte sovepose og hans briller fryser fast til huden. Og det er bare en brøkdel af elendigheden. Rejsen er blevet kaldt den værste i verden og er en afstikker fra den senere så berømte sydpolsfærd, hvor engelske Robert Falcon Scott og hans mænd skulle forsøge atnå sydpolspunktet som de første. Medvirkende: Thomas Ubbesen, medlem af Eventyrernes Klub, journalist og forfatter. Thomas har et indgående kendskab til mange arktiske og antarktiske ekspeditioner og har også bidraget med historier til bogen Ukendt Land.  

Om Podcasten

Den yderste grænse handler om mænd og kvinder, hvis nysgerrighed overvinder farer og formaninger. Om dem, som drager på ekspedition til verdens ende for at udvide vores perspektiver. Det er historier om møder med fremmede, som måske ikke er så fremmede endda, og om oplevelser, der ender med at forandre de rejsende og give dem nye indsigter i de uendeligt mange måder, mennesker kan leve livet på.Vært er eventyreren Bjørn Harvig. Han har selv rejst verden rundt til fods og på cykel og er medlem af Eventyrernes Klub. Sammen med historikere og eksperter fortæller han de mest dramatiske kapitler i ekspeditionshistorien.Følg Vores Tid - Nationalmuseet på Facebook og Instagram og få endnu flere fascinerende fortællinger.Produceret af Vores Tid, Nationalmuseets mediehus. Redaktør: Troels Donnerborg og Rikke Caroline Carlsen.