#45 Hvorfor overspiser jeg, selvom det gør mig syg? - Om regulering af følelser gennem mad med psykolog på Askovhus Thea Balling

'Følelsesregulering', 'følelseshåndtering' og 'følelsesmæssig spisning' kan være bøvlede ord og svære at oversætte til helt konkret adfærdsændringer i hverdagen. Ikke desto mindre er ordene meget beskrivende og vigtige at kende til, hvis man vil stoppe overspisninger - eller hjælpe andre til at blive rask af en overspisningsforstyrrelse.  Måske har du spurgt dig selv flere gange: "Hvorfor overspiser jeg, jeg ved jo godt, at jeg bliver syg af det?" Og kæmpet med sort samvittighed og selvlede efter den tredje bøtte Ben & Jerry´s. Har du det sådan, så fortvivl ikke. Det blinde punkt kommer dig til undsætning i denne spændende episode, hvor jeg har inviteret psykolog og afdelingsleder på Askovhus Thea Balling i Det blinde punkt.  I episoden kommer vi ind på:  -Hvad er forskellen på BED (tvangsoverspisning) og bulimi - og hvad er lighedspunkterne?-Hvad er DAT (dialektisk adfærdsterapi) og hvordan kan DAT minimere overspisninger?-Hvorfor virker en terapiretning, der er udviklet til bordeline patienter, også på spiseforstyrrelserne BED og Bulimi, selvom det er tre forskellige diagnoser?-Hvad er dysregulering af følelser og følelsesmæssig spisning?-Hvilken funktion har maden i et kaotisk følelsesliv?-Hvad var Theas eget blinde punkt, dengang hun startede med at lave DAT på mennesker med BED og bulimi?-Hvilke ressourcer og muligheder ligger gemt bag evnen til at mærke følelser og håndtere dem, i stedet for at spise på dem? Om Thea Balling Thea er autoriseret psykolog og uddannet specialist i psykoterapi. Hun arbejder til dagligt som afdelingsleder og klinisk psykolog i Askovhus, der tilbyder både rehabilitering og behandling til mennesker med spiseforstyrrelser. En stor del af fundamentet for dette arbejde ligger i netop den evidensbaserede terapeutiske metode Dialektisk adfærdsterapi, der forkortes DAT i daglig tale. Thea Balling er forfatter til bogen Vejen ud af overspisning, der handler om Dialektisk adfærdsterapi, og hvordan det kan bruges til mennesker, der kæmper med overspisningsforstyrrelser, BED og spiseforstyrrelsen Bulimi. Bogen har hun skrevet sammen med medforfatter psykolog Anne Wennecke.  Søg hjælp, hvis du kæmper med en spiseforstyrrelse, selvskade eller selvmordstanker hos f.eks. hos Askovhus, Livslinjen, Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade eller headspaceTilmeld dig mit nyhedsbrev og få gratis inspiration til dig madliv: https://mariesteenberger.dk/breve-fra-marieFind mig på instagram: https://www.instagram.com/mariesteenberger/ Besøg min hjemmeside: https://mariesteenberger.dk/ Find Askovhus her: https://askovhus.dk/Køb bogen Vejen ud af overspisning her: Køb bogen

Om Podcasten

Alle mennesker har et blindt punkt. Men hvad med alle dem der hjælper os med vores blinde punkter, når det kommer til sundhed, vægt og spisning? Nu vil jeg høre om deres blinde punkter! Jeg vil gerne vide, hvad de har lært af det livsændrende øjeblik, det kan være, pludselig at opdage det blinde punkt. Sammen bliver vi klogere på psykologiens blinde punkter også hos de mennesker, som søger hjælp hos eksperterne. Et blindt punkt er det punkt, hvor vi ikke kan se os selv og vores adfærd. Og når vi opdager det, har det tit en livsændrende karakter over sig. Lidt ligesom en blind vinkel, kan vi køre ret galt i livet, hvis ikke vi får øje på det, der er lige ved siden af os. Podcasten Det blinde punkt, henvender sig til os, både klienter og professionelle, der på den ene eller den anden måde har oplevet, at adfærdsændringer er sværere end "bare at tage sig sammen”. Ved hjælp af samtalen med eksperterne, viser jeg det menneskelige ansigt hos de “kloge uopnåelige” eksperter. Jeg er nysgerrig på, hvad eksperterne har lært af livet og de livsændrende øjeblikke. Hvad var det, de ikke så dengang? Hvad var det, de ikke ville se? Hvad var det, de havde glemt eller fortrængt? Og hvad skete der, da de opdagede deres blinde punkt?Viden kan man læse og studere sig til. Mens visdom kun kan erfares i livets skole. I podcasten giver eksperterne både deres viden og visdom videre. Jeg håber, at du som lytter vil opdage, at vi alle kan forbinde os på et fælles medmenneskeligt plan. Dér, hvor ingen er forkerte. Dér, hvor alle kan fejle og lære. Dér, hvor vi anerkender, at vi aldrig stopper med at lære. Heller ikke eksperterne. Det er det, der er målet for Det blinde punkt.