Hvor er oppositionen?

Kalenderen viser nu år 2024, og det betyder, at vi er igennem et 2023 med SVM-regeringen – og en ny type opposition, som både kan deles i rød, blå og lilla. I denne særudgave af Det røde hjørne zoomer vi ind på oppositionen efter et år med flertalsregering. For findes den overhovedet, når regeringen kan bestemme det hele selv? Er der håb i håbets akse – eller har 2023 været en lang nærdødsoplevelse for det, vi engang kaldte rød blok? Casper Dall er vært - og med programmet er Pelle Dragsted (EL), Zenia Stampe (RV) og Signe Munk (SF). Programmet er produceret i samarbejde med Avisen Danmark.

See omnystudio.com/listener for privacy information.

Om Podcasten

Rød blok er splittet. Partierne på venstrefløjen er pludselig i opposition til den statsminister, som de har holdt hånden under gennem hele sidste regeringsperiode. Intet er som før i den røde familie, og diskussionerne står i kø: Hvor skal der findes penge til den grønne omstilling? Uenighed. Hvad med uddannelserne? Splid. Skal der investeres mere i velfærd eller skrues op for reformerne? Konflikt. Sammen med rød blok skarpeste profiler – fra grønne idealister til socialliberale pragmatikere - går vært Ida Meyer hver mandag ombord i de nådesløse interne diskussioner. For i ’Det røde hjørne’ sættes de blå uden for døren. Programmet er produceret i samarbejde med Avisen Danmark.