3:5 - Med døden som arbejdsgiver

Den mand der gik ud foran et tog i Marts 2019, har vist sig umulig at identificere. Journalist Iben Maria Zeuthen traver Sorø tyndt i et forsøg på at komme ham nærmere. Hun opsøger bedemanden der kremerede den ukendte mand, måske kan han give nogle detaljer der kan vise sig nyttige... om ikke andet har bedemanden selv været død, så en rapport fra livet efter døden, må da i det mindste kunne rekvireres.

Om Podcasten

Den 11. marts 2019 står der en mand inde i skoven ved Sorø station. Han tager sit tøj af og går ud på banelegemet og bliver ramt af toget der kommer buldrende fra København. Han overlever ikke hændelsen. Efterfølgende går efterforskningen i gang, for hvem var denne mand der tog sit eget liv den tidlige forårsdag? Politiet leder og udsender pressemeddelelser, og sagen bliver taget op i medierne, men ingenting kan kaste lys over begivenheden... Journalist Iben Maria Zeuthen går i januar 2021 ind i sagen med håbet om at kunne komme mysteriet lidt nærmere... Og det giver resultater: der begynder at komme svar. Men det er nogle andre svar end dem hun leder efter.