#1: Den vægtneutrale tilgang til sundhed

I dette afsnit kommer vi bl.a. ind på, hvad den vægtneutrale tilgang til sundhed handler om, og hvordan den adskiller sig fra den vægtfokuserede tilgang til sundhed. Vi kommer til at snakke om, hvorfor vores sundhed ikke alene afhænger af tallet på vægten, og at vægttab derfor ikke er vejen frem, hvis man reelt set ønsker at hjælpe mennesker med at forbedre deres sundhedstilstand.

Om Podcasten

Det Vægtneutrale Hjørne med Karin Gonzalez, kandidat i sundhed og livsstil, er Danmarks første vægtneutrale sundhedspodcast. Podcasten kaster et kritisk blik på vores forhold til mad, krop og sundhed. Den er til dig der drømmer om at slippe fri for kropshad, madbesættelse, evige vægttabsforsøg, sunhedshetz og kronisk dårlig samvittighed. Gennem samtaler med andre banebrydende sundhedsformidlere, sætter Karin fokus på problemerne ved det store fokus vi har på vægttab i samfundet. I stedet baner hun vejen for et intuitivt og afslappet forhold til mad og krop, der kan føre til øget velvære.