PROGRAM 1 – Organiseringen af den dysleksivenlige skole – Hør hvordan man kan arbejde med organisering af en dysleksivenlig skole

I dette program fortæller lærer og dysleksiekspert Line Leth Jørgensen, hvordan skolen kan organisere sig på en mere dysleksivenlig måde. Det handler om, at skolen har viden, handleplaner og retningslinjer for alle de elementer, der er med til at påvirke, at elever med dysleksi får en god skolegang og har mulighed for at lære og trives på lige fod med klassekammeraterne. Programmet gennemgår de forskellige elementer i organiseringen. Hvorfor er de vigtige? Og hvordan kan man som skole arbejde med dem?I programmet møder du desuden dysleksivejleder, Ingrid Wredstrøm, fra Kulsbjerg Skole, der er i gang med processen mod at blive dysleksivenlig. DYSLEKSIVENLIG SKOLE er en ny podcast til lærere, læsevejledere og ledelse om, hvordan skolen bliver mere dysleksivenlig og giver elever med dysleksi bedre mulighed for at lære og deltage på lige fod med deres klasekammerater.

Om Podcasten

DYSLEKSIVENLIG SKOLE er en podcast til lærere, læsevejledere og ledelse om, hvordan skolen bliver bedre til at organisere sig, samt at tilrettelægge både undervisning, pædagogik og forældresamarbejde på en måde, der giver elever med dysleksi bedre mulighed for at lære og deltage på lige fod med deres klasekammerater. I hver klasse sidder gennemsnitligt én til to elever med dysleksi. De er lige så forskellige som alle andre børn i klassen, men én ting har alle børn med dysleksi til fælles: De har dysleksi i alle fag. Det betyder, at skolen i alle fag må tilrettelægge pædagogikken og undervisningen dysleksivenligt.Med podcasten, Dysleksivenlig skole, sætter vi derfor fokus på en række temaer, som er afgørende i arbejdet med en dysleksivenlig skole. Fast ekspert i programmet er Line Leth Jørgensen, der giver helt konkrete råd og vejledning, der kan bruges i arbejdet på den enkelte skole. Line er uddannet lærer og dysleksivejleder og har taget en diplomuddannelse i dysleksi. I dag arbejder hun for Wizkids som pædagogisk konsulent i udviklingen af dysleksivenlige skoler. I hvert program hører vi desuden om erfaringerne fra både lærere, læsevejledere, forældre og elever.Hvert program er bygget op om en række punkter, som lytterne kan finde på www.dysleksivenligskole.dk og anvende direkte i arbejdet med at gøre undervisningen, pædagogikken og skolen mere dysleksivenlig.