Iben Holck og Abdallah: Dansk og palæstinensisk aktivist

I 20. episode af En snak om Palæstina taler Omar Shargawi med Abdallah, der er aktivist på Vestbredden og bosat i Al-Khalil (Hebron), samt den danske aktivist Iben Holck, der er medstifter af Stop Annekteringen af Palæstina (deltager som privatperson) og som netop har befundet sig på Vestbredden i to måneder. De fortæller hver især om deres møder med besættelsesmagten, som Abdallah møder første gang som 12-årig, hvor han såres af skud under en demonstration. Iben har ligeledes ved talrige lejligheder bevidnet både IDF og de israelske bosætteres chikane og brutalitet mod palæstinensere i sin tid dernede. I afsnittet er der fokus på de forbrydelser, overgreb og mord, som palæstinensere dagligt udsættes for på Vestbredden – en situation der kun har eskaleret siden 7. oktober.

Om Podcasten

En snak om Palæstina er et program, som har til formål at oplyse danskere om den palæstinensiske sag. Vi føler stærkt for, at Danmark mangler et sådant program, på grund af mediernes ofte ensidige og mangelfulde dækning af situationen. Vores ambition er derfor at programmet skal fungere som en platform, der får folk i tale, som har en unik personlig, professionel og intellektuel vinkel at byde ind med i forhold til den palæstinensiske sag. Samtalerne vil bidrage til forståelsen af både de nutidige og historiske perspektiver af Palæstina-problematikken. Det er et overvejende dansktalende program, men i de tilfælde, hvor vi taler med udenlandske gæster og eksperter, vil det pågældende program foregå på engelsk. Programmet, der er det første af sin art herhjemme, ser det som sit hovedformål at samle folk, der alle har en aktie i den palæstinensiske sag, uafhængigt af religiøse, etniske og politiske baggrunde, men som alle på hver deres enestående måde ønsker at bidrage til øgede forståelse og ikke mindst frihed og fred for det palæstinensiske folk.