Ole Qvist - KB- og landsholdslegende og FCK's første målmandstræner

Ole Qvist var en del af KB's guldhold fra 1974, som for nylig blev hyldet i Parken i anledning af 50-året for mesterskabet. I den anledning har podcastvært Torkil Fosdal talt med ham om hans lange KB-karriere, hvor han også var med til at vinde guld i 1980 og satte klubrekord med 505 førsteholds kampe, da han stoppede i 1987. Ole Qvist fik landsholdsdebut i 1979 i Sepp Pionteks første kamp som landstræner, og i 1984 var han en solid ankermand, da Danmark kvalificerede sig til EM-slutrunden i Frankrig og var meget tæt på at nå helt til finalen. To år efter var han også med, da Danmark for første gang var med til en VM-slutrunde, men på grund af et svimmelanfald mistede han pladsen og fik ikke spilletid i Mexico. I 1992 blev han deltidsansat som F.C. Københavns første målmandstræner, og da klubben i slutningen af 90'erne ønskede en fuldtidsansat træner, valgte han at stoppe og hellige sig sit civile job som motorcykelbetjent og senere motorsagkyndig, indtil han som 70-årig gik på pension for fire år siden.

Om Podcasten

F.C. København udgiver en blanding af faste programmer og portrætter, reportager mv fra FCK-universet. Hver uge under sæsonen kan du op til weekendens kamp høre Hovedkvarteret, hvor Martin Kampmann har aktuelle gæster i studiet. Vi udgiver også jævnligt Historietimen, hvor Torkil Fosdal og Jesper Larsen har besøg af tidligere FCK-personligheder, som deler ud af minder og anekdoter fra forskellige perioder af klubbens historie - og hver gæst stiller også sit FCK Dream Team. Abonnér på kanalen for automatisk at blive informeret, hver gang der er nyt!