Cinemajour 5 (Hundeliv, Nattens dæmoner 2, The Little Prince, A Perfect Day)

Altså... Det er ikke bare løgn, når vi siger, at Cinemajour-podcastene skal være kortere end vores normale podcasts. Vi har bare så meget, som vi ikke kan lade være med at snakke om. Som eksempelvis filmen A Perfect Day. Eller slagstallene for Warcraft i Kina. Eller de nye citater i vores intro og outro. Eller, eller, eller...

Denne Cinemajour er som de plejer at være - vi snakker filmnyheder og anmelder premierefilm - men den er også meget mere. Vi har nemlig besøg af instruktøren af premierefilm Hundeliv, René Frelle Petersen, og ikke bare til at hvilket som helst interview. René er her nemlig for at anmelde anmeldelserne af sin debutfilm.

Det er jo en interessant opgave at stille sig selv. Nogle vil sige kontroversiel, såsom den danske distributør af filmen. Der hersker en udbredt frygt for at pisse filmanmeldere af, af frygt for at en afpisset filmanmelder vil bære nag og slagte, hvad end for en film René  laver næste gang. Det er en frygt, som René har valgt at respektere, men hvad det betyder, kan du høre meget mere om i selve podcasten.

Derudover anmelder vi Hundeliv, Nattens dæmoner 2, The Little Prince og A Perfect Day, og så er der høj aktivitet i forummet på Facebook, så Forum Hotness-indslaget er også spækket. Det er med andre ord en podcast, der byder på lidt meget af hvert, så stop med at læse og begynd at lytte.

God fornøjelse!

Med venlig hilsen,
Casper & Niels

Om Podcasten

Podcast direkte fra Filmnørdens Hjørne, med masser af anmeldelser, nyheder og hygge-snik-snak. Hjørnets bagmand har en ligesindet filmnørd med i studiet, tænder for mikrofonen og ser hvad der sker. Rigtig god fornøjelse!