Luna

Luna er atten år. Hun passer sin uddannelse og bor i en lejlighed med sin kæreste. En nat vågner kæresteparret, fordi to mænd bryder ind i deres hjem. De er kommet for at inddrive nogle penge, som Lunas kæreste skylder dem. Men hverken han eller Luna har mulighed for at betale beløbet. Gennem en bekendt får de tilbuddet om at smugle amfetamin fra Tyskland til Danmark. Luna og kæresten kører i alt fire ture med amfetamin i lasten og får i den forbindelse afbetalt gælden. To år efter den sidste tur klapper fælden. Vært: Wilhelm Østergaard. Tilrettelægger: Astrid Kirkeskov Winther. Lyddesign: Frederik Ludwigs. Redaktør: Christian Ottenheim. Produceret for DR af Beam Audio Agency.

Om Podcasten

I 1990'erne var Rolf Eggert rocker i Hells Angels og med i den store nordiske rockerkrig. Det endte med en dom på fire års fængsel for narkohandel som han afsonede i Vridsløselille Statsfængsel som fange nummer 435. Men nytårsaften 1999 tog Rolf en beslutning om, at årtusindskiftet skulle være hans indgang til et nyt liv uden kriminalitet. Det løfte har han holdt og har i mere end 20 år også hjulpet andre med at vælge kriminaliteten fra. I løbet af serien taler Rolf både med tidligere og nuværende indsatte om at sidde i fængsel. De tager os med fra den dag, de bliver anholdt, deres personlige udvikling under afsoningen og tiden efter løsladelsen. Vært: Rolf Eggert. Tilrettelæggelse: Julie Lindhardt Høimark. Redaktør: Tue Blædel. Produceret for DR af Beam Audio Agency.