Hvem vinder VM i 2026?
Spanien kom, så og besejrede dem alle. Også England i finalen, og nu har vi kun minderne tilbage fra EM-turneringen på de tyske stadioner. Heldigvis er der allerede VM om to år, og Fodboldlisten tager naturligvis en temperaturmåling på verdensfodbolden. Er de spanske europamestre også favoritter til at blive verdensmestre i USA, Mexico og Canada? Og hvad med Messis nykårede sydamerikanske Copa America-vindere fra Argentina? Kommentatorduoen Andreas Kraul og Mikkel Bischoff sætter en top 11 fra en gårdhave i Berlin som det sidste, inden kursen sættes hjemad mod ispinde og Superliga. Og de får endda uventet besøg undervejs. Derudover finale-nedtakt, tilbagekig på en måned i Tyskland og ikke mindst det store spørgsmål: Hvem ringer til Cristiano og siger, at det er slut? Vært: Thomas Loft